Prins Harry og hans kone Meghan har taget flere kampe med pressen, som de mener, har brudt sig imod loven.

Nu gør de det så igen, da en paparazzifotograf har taget billeder i parrets private have af deres søn, Archie. En handling, som ikke kun vækker harme hos dem, men også hos Jim Lyngvild, som er meget klar i mælet.

»Jeg havde også sagsøgt, hvis der var en, der havde taget billeder i min private have,« lyder det fra ham, og han forstår, hvis parret er mere end almindeligt frustreret.

»Hold kæft, hvor må man have lyst til at losse fotografen lige i røven.«

Jim Lyngvild ved valgfesten hos Venstre i Landstingssalen på Christiansborg i København under folketingsvalget 2019, onsdag 5. juni 2019. Onsdag aften holder alle partier valgfest i København i forbindelse med, at der er folketingsvalg, hvor der skal vælges i alt 179 medlemmer til Folketinget. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2019)
Jim Lyngvild ved valgfesten hos Venstre i Landstingssalen på Christiansborg i København under folketingsvalget 2019, onsdag 5. juni 2019. Onsdag aften holder alle partier valgfest i København i forbindelse med, at der er folketingsvalg, hvor der skal vælges i alt 179 medlemmer til Folketinget. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2019) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Tidligere har det ikke været kutyme, at det engelske kongehus er gået i krig med pressen, men prins Harry og hans kone, den tidligere skuespillerinde Meghan Markle, har i stor stil benyttet sig af retslige muligheder for at komme efter forskellige medier – og nu også en fotograf.

Jim Lyngvild mener i høj grad, det er hertuginde Meghan, som har introduceret nye måder at se livet på for prinsen.

»Jeg tror, meget af det her tager udgangspunkt i Meghan. Hun er gået ind til noget, hvor hun ikke vidste præcis, hvor stor en mundfuld det  var,« siger han og fortsætter:

»Hun er ikke kongelig, hun har en baggrund som skuespiller, og hun er opdraget på en anderledes måde, og derfor kan prins Harry nu se en anden måde at gøre tingene på.«

Jim Lyngvild har fulgt det engelske kongehus tæt, men han har en ekstra passion for det danske kongehus. Stod det til ham, ville det være helt fint, at danske kongelige valgte at sagsøge, hvis de mente, deres rettigheder var blevet krænket.

»Der var jo den sag, hvor en fotograf tog billeder af prinsesse Maries bare bryster, og når man går ind på folks enemærker på den måde, som man også ser det med hertuginde Meghan og prins Harry, så synes jeg, man skal have muligheden for at sige, at nok er nok.«

»Jeg ville synes, det var skønt, hvis der var flere kongelige, som sagde fra,« siger han videre.

Han mener, at folk – og i særdeleshed journalister – glemmer, at de kongelige bare er mennesker. De er ikke bare nogle figurer, som man kan tillade sig at anklage for det, man har lyst til.

Desuden er det særligt slemt at være kongelig, hvis man er mål for den engelske presses søgelys. Den er kendt for at gå ekstra hårdt til de royale, lyder det fra Lyngvild.

»Jeg synes virkelig bare, de kongelige skal give den gas. Det er dejligt, at folk kæmper for det, de tror på,« siger han.

I søgsmålet lyder det, at parret faktisk et langt stykke ad vejen har prøvet at bide ting i sig, men da det her handler om deres private grund og deres søn, lægger de nu sag an.

'Sagsøgerne vil ikke tillade tabloid-medierne at bryde loven, især ikke når det involverer intimidering, chikane og i tillæg en meget ægte sikkerhedstrussel ud over den, der allerede eksisterer,' lyder det blandt andet i søgsmålet, der blev indgivet torsdag.

»I England har man jo meget det der med 'this is not what we use to do' (dette er ikke, hvad vi plejer at gøre, red.), men det, mener jeg oprigtigt, at man skal skide på i sådan en situation her,« lyder det fra Jim Lyngvild.