I det store hele kommer briterne til at se tilbage på kroningen som en stor succes, hvor tingene forløb efter planen. Men glansbilledet af begivenheden risikerer at krakelere.

Det fortæller Jakob Illeborg, B.T.s internationale  korrespondent, der følger begivenhederne i London.

Mange tusinde briter havde stillet sig ud på gaden for at hylde regentparret. Men en del af befolkningen var stimlet sammen af andre årsager, siger Jakob Illeborg.

En del af de briter, der ikke går ind for kongehuset, havde tænkt sig at demonstrere på kroningsdagen. Men ikke alle kunne deltage i protesterne. Flere af republikanerne blev nemlig anholdt, inden kroningen begyndte.

Det har vakt opsigt i England, fortæller Jakob Illeborg.

»Jeg var selv på gaden og se republikanerne demonstrere. De var overhovedet ikke hooligans. Det var forældre, der gik med deres børn i hånden,« siger han.

Derfor virker det besynderligt, at man valgte at anholde dem, før begivenhederne overhovedet startede, fortæller Jakob Illeborg. Og det har vakt vrede flere steder i England, at man tilsyneladende har anholde nogle mennesker, uden at de har gjort noget galt, fordi man ville undgå demonstrationer.

»Der er flere, der er ude at sige, at det er en af grundstenene i demokratiet, at man har lov til at demonstrere. Der er kritik mange steder af politiets metoder,« siger B.T.s internationale korrespondent.

Anholdelsen af demonstranterne er ikke de eneste, som flere lige nu er kritiske over for, fortæller Jakob Illeborg.

Tidligere kunne B.T. fortælle, at tre mennesker blev anholdt, fordi politiet havde mistanke om, at de ville forstyrre optoget med voldtægtsalarmer.

Senere fortalte byrådet ifølge BBC, at de anholdte angivelig var frivillige, der delte alarmerne ud som en del af en kampagne, der skal beskytte kvinder i nattelivet.

»Der er flere medier, hvor det bliver kaldt både hårdhændet og unødvendigt. Der er meget vrede over det her,« fortæller Jakob Illeborg.

Derfor kommer snakken om anholdelserne nok ikke til at forstumme lige foreløbig, tilføjer han.

»Jeg tror, der kommer et efterspil. Man kommer nok til at tale om det her længe. Det kan komme til at stå tilbage som en stor skamplet, når man taler om kroningen,« siger han.

Gik du glip af kroningen, eller har du bare brug for en opsummering af dagens store historier? Så lyt til B.T.s podcast 'Kongehuset bag kulissen' herunder, eller hvor du hører dine podcast.