Noget tyder på, at prins Christian har gjort sig bemærket i Italien og Monaco.
I hvert fald bringer den store avis Corriere Della Sera et interview med prinsesse Maria Chiara de Borbone delle Due Sicilie, hvor hun taler om prins Christian.
De to blev set sammen til Formel 1 i Monte Carlo tidligere i år.
Og underrubrikken i artiklen giver meget væk: 'Båndet mellem de to unge mennesker får én til at drømme om et nyt royalt bryllup', skriver avisen.
Her indrømmer prinsessen blandt, at hun håber at »møde dronning Margrethe snart,« da hendes forældre kender hende.
Hun fortæller videre, at hun og prins Christian har kendt hinanden, siden de var børn.
»Men med prins Christian er det et særligt venskab, er det rigtigt?« spørger journalisten så.
»Med Christian? Ja, der er en god forståelse, et godt venskab, vi har det meget sjovt sammen, han er meget sporty, han elsker at løbe, tennis, men han er også meget disciplineret.«
»Han og hans familie er meget åbne. Nordiske monarkier kaldes 'cykelmonarkier', de er nemme og med lidt ceremoni. Christian kender sin plads, men er i stand til at trække stikket ud.«
Prinsesse Maria Chiari er hertuginde af Noto og Capri og er født i 2005. Hun har masser af følgere på både Instagram og TikTok.
Hun deler sin tid mellem Paris, Monte Carlo og Rom og taler hele seks sprog: engelsk, fransk, italiensk, spansk, portugisisk og russisk.
Hendes kongelige slægt stammer fra de spanske bourboner, der regerede Syditalien og Sicilien i mere end 100 år i det 18. og 19. århundrede.
Prins Christian er netop nu i gang med gymnasiet, og det kom for bare to uger siden frem, at han ikke kommer til at modtage apanage eller årspenge, før han fylder 21.