»Det er helt vildt fantastisk at se, hvor flinke folk har været. Det er meget overvældende.«

Isabella Bursche er både rørt, glad og ualmindelig travl, da B.T. fanger hende onsdag eftermiddag.

Indehaveren af blomsterbutikken Bursche's Blomster i Gundsømagle ved Roskilde har nemlig haft meget at se til, siden dronning Margrethe i begyndelsen af marts meldte ud, at hun havde et særligt ønske på sin fødselsdag torsdag den 16. april:

'Dronningen modtager hvert år på sin fødselsdag blomster fra nær og fjern. I år opfordrer Dronningen til, at man i stedet sender en buket til en af de mange ældre medborgere, der har det særligt svært i denne tid,' lød det i en pressemeddelelse fra kongehuset.

Isabella Bursche er indehaver af 'Bursche's blomster'.
Isabella Bursche er indehaver af 'Bursche's blomster'. Foto: Privat
Vis mere

Det fik lokale ildsjæle i og omkring Gundsømagle til at starte en indsamling, så områdets ældre kunne glædes med en buket, som Isabella Bursche og hendes medarbejdere blev udvalgt til at levere.

»Det er meget fint og uselvisk af Dronningen at tænke på de ensomme ældre, der ikke må få besøg i de her dage,« siger Isabella Bursche med henvisning til den aktuelle corona-situation, der nærmest har buret flere danskere inde.

45.094 kroner blev der samlet ind. Det betyder, at Isabella Bursche onsdag måtte lukke sin butik for kunder, så hun og tre medarbejdere kunne binde de imponerende 300 buketter, der blev råd til.

»Det er helt vildt. De kommer ud til plejehjem og dem, der er med i hjemmeplejen, og så var der også råd til, at flere ældre enlige, der sidder derhjemme, også får lidt blomster at kigge på,« siger hun.

Medarbejderne har haft travlt for at binde de 300 buketter på én dag.
Medarbejderne har haft travlt for at binde de 300 buketter på én dag. Foto: Privat
Vis mere

»Jeg er spændt på, om der er flere, der griber den i morgen (på selve fødselsdagen torsdag, red.) og selv vil sende noget ud til nogen, de kender. Det håber jeg, mange vil gøre.«

Det er ikke sikkert, Dronningen selv har tænkt den tanke, men med sin opfordring har hun faktisk hjulpet små butikker som Isabella Bursches, fortæller indehaveren.

»Det er klart, at vi har mistet mange ordrer i disse corona-tider. Der er ingen bryllupper, vores firmaaftaler er lukket ned, og mange store arrangementer er aflyst eller udskudt,« siger hun.

»Vi har ingen kunder i butikken, så det kan godt mærkes. Så er det rigtig rart, at sådan en lillebitte lokal erhvervsdrivende som mig også får lidt hjælp, mens jeg hjælper andre,« siger Isabella Bursche.

Foto: Privat
Vis mere

Hun har selv doneret til det gode formål ved at tilføje 10 procent ekstra blomster til bestillingerne.

Når folk har overført penge via MobilePay, har de skrevet 'Stort tillykke med dagen, Daisy' eller på anden vis tilkendegivet, at blomsterne i ånden er til majestæten.

Og selv om fødselsdagsbarnet ikke selv kommer til at dufte til buketterne, så skal hun have en hyldest på dagen, fortæller Isabella Bursche.

»Vi kommer i hvert fald til at pynte op med flag og skrive på vinduerne, og så kan man jo håbe, at hun kommer til at se det på en eller anden måde,« smiler butiksindehaveren.