Dans, dans og regnen falder ned. Dans, Isabella dans.

Enhver prinsesse må have en sang, der bare er hendes. Og lille prinsesse Isabellas sang må fra nu af være Danseorkestrets 'Regndans', for regnen høvlede ned over Fredensborg i går dagen før prinsessens tre års fødselsdag i dag - hvor det også begyndte at sne. Sammen med storebror Christian og far og mor, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, stod lille Isabella op til sin tre års fødselsdag i dag, fem døgn efter farmor Margrethe havde fejret sin 70 års fødselsdag.

Tre lys i lagkagen


I fredags måtte Mary gribe ind, da farfar, prins Henrik, løftede lille Isabella op på rækværket på Amalienborg, men i morges blev hele kongefamilien ved jorden og i børnehøjde, da der skulle synges fødselsdagssang for Isabella. Og prinsessen har nået en alder, hvor hun synes, det er rigtig sjovt at holde fødselsdag og puste tre lys ud i lagkagen - og pakke gaver op. Lille Isabella har måske fældet en tåre over, at mens solen skinnede flot over Fredensborg til farmors store dag i fredags, var der udsigt til gummistøvler og paraply på hendes store dag. Men så kan mor og far forhåbentlig trøste den lille prinsesse med, at det ikke er alle og enhver, der bare ved at danse som en lille prinsesse kan stoppe en tørke og skaffe vand - og så kan de lære hende disse linjer fra Danseorkestrets hit: - Jeg tror du kan og vil og jeg ved
Du kan danse jorden grøn til liv og kærlighed.