Influenceren Mathilde Trobecks nye bog 'Du må gerne være irriterende – F*uck idealet' bliver slagtet i Berlingskes anmeldelsesspalter.

For hvor influenceren forsøger at overbevise læseren om, at man ikke bør bekymre sig om, hvad andre tænker, peger anmelderen på en række selvmodsigende pointer fra influencerens bog, der »burde få nul stjerner«.

Med Mathilde Trobecks egne ord er værket »bogen, jeg ville ønske, jeg havde læst som helt ung kvinde« og til dem, der er trætte af at smile, nikke og ignorere egne behov.

Men som influencer stemmer det ikke overens, at hun i sin bog skriver »jeg vil faktisk hellere have, at folk ikke kan lide mig« og på samme tid være influencer, skriver Nynne Bjerre Christensen i Berlingske.

Matilde Trobecks nye bog har fået en hård overhaling i Berlingske. Foto: Grønningen 1
Matilde Trobecks nye bog har fået en hård overhaling i Berlingske. Foto: Grønningen 1

»Når man har valgt den levevej (som influencer, red.), er det ganske enkelt den vildeste signalforvirring at skrive en bog om, at man ikke behøver at please alle,« skriver anmelderen.

Hun påpeger, at med 125.000 følgere på Instagram lever Mathilde Trobeck netop af, at folk 'liker' hende.

Anmelderens sidste to anker mod influencerens bog er hendes behov for et opgør med perfekthedskulturen blandt unge piger og mødre i sin egen generation.

For Mathilde Trobeck selv bor i en designervilla i Nordsjælland, og på sin Instagram indvæver hun opslag om, hvordan man lægger makeup, holder sommerformen og huden ren.

Hun er altså til med til at skabe den perfekthedskultur, som hun gerne vil gøre en ende på, mener anmelderen.

Det er ikke meget godt anmelderen har at sige om bogen og skriver, at den »burde få nul stjerner«.

Hun efterlader den alligevel med en enkelt stjerne for god ordens skyld.

B.T har også rettet henvendelse til Mathilde Trobeck, der i et skriftligt svar skriver, at hun ikke har nogen kommentarer til Berlingskes anmeldelse.