I weekenden langede den norske influencer Sebastian Brevik kraftigt ud efter sine tre kvindelige influencer-kollegaer, der er en del af retssagen mod Marius Borg Høiby.
Men ikke længe efter lægger influenceren sig nu med egne ord fladt ned og giver en »kæmpe undskyldning« for de beskyldninger, han kom med.

Søndag aften lagde influenceren Sebastian Brevik – kendt som Barisbrevik på de sociale medier – en video ud på TikTok.
Her kritiserede han Nora Haukland – Marius Borg Høibys ekskæreste, som han er tiltalt for at have mishandlet igennem deres forhold – og influencerne Sophie Elise og Anniken Jørgensen, der vidnede i sagen.
Nærmere bestemt gentager Sebastian Brevik den kritik, som Marius Borg Høiby selv afbrød retten for at indlede med, da han torsdag gav sin forklaring om forholdet med Nora Haukland.
»Jeg vil ikke spekulere for meget i økonomiske motiver, men hun har en bagvej at gå ud af som alle andre. Når hun på forhånd varsler pressen, at hun ønsker at gå ud af hovedvejen, ind i en privatchaufførsbil. Jeg ville bare få det ud. Jeg håber ikke, det kun er mig, der ser, hvor sindssygt det er,« sagde Marius Borg Høiby fra vidneskranken.

Denne gang er det så Sebastian Brevik, der i sin – nu beklagede – video på TikTok beskylder både Nora Haukland og hendes to influencer-vidner for rent faktisk gerne at ville fotograferes til og fra retssagen.
Tilmed påstår han, at de skulle have taget deres bedste tøj og dyreste håndtasker på til retssagen, fordi muligheden for at blive fotograferet skulle være »den eneste grund til, at de tog derud«.
»Sophie Elise, Nora Haukland og hende den tredje der har sindssygt travlt med at komme væk fra kameraerne, og de synes, det er så ubehageligt at blive taget billeder af, men så finder jeg ud af, at retten har skærmede indgange, som alle andre berørte og vidner benytter sig af,« påstår Sebastian Brevik i videoen.
Men påstanden holder altså ikke, viser det sig.

Får beviser – og beklager: 'Jeg er nødt til at lægge mig fladt ned'
For både Sophie Elise Isachsen og 'hende den tredje der' Anniken Jørgensen skriver i kommentarer til videoen, at de gerne ville have gået ud af den skærmede indgang i retten – men beviseligt ikke fik lov.
»Du burde se de beskeder, jeg har med politiet, som siger, at det her er ubehageligt. Jeg spurgte, om jeg kunne gå uden om pressen på en anden måde. Det fik jeg ikke lov til,« skriver Anniken Jørgensen her.
Også Sophie Elise bakker hende op og skriver det samme i kommentarfeltet til Sebastian Breviks kritiserede video.
»Ingen af vidnerne har fået lov til at bruge bagindgangen, hvor der ikke er nogen presse, det er noget, jeg – og flere andre – har ansøgt om, men har fået afslag på. Jeg, og flere andre, har også ansøgt om at være anonyme, men har fået afslag. Ligesom Anniken har jeg også et flertal af beskeder, der beviser det,« skriver den kendte influencer.

Derfor har Sebastian Brevik nu lagt en ny video op og undskyldt, at han langede ud efter sine tre kvindelige influencer-kollegaer.
»Jeg er nødt til at lægge mig fladt ned og komme med en kæmpe undskyldning,« siger han i sin nye video.
Her viser han også Sophie Elises beviser for, at hun havde ønsket at bruge bagindgangen, da hun fredag vidnede i retssagen, men fik afslag.
Marius Borg Høiby er i disse uger i Oslo Tingret, hvor han står tiltalt for 38 lovovertrædelser, herunder mishandling af ekskæresten Nora Haukland.

Hun fortalte i retten, hvordan Marius Borg Høiby under deres halvandet år som kærester var både fysisk og psykisk voldelig imod hende.
Det bakkede hendes influencerveninde Sophie Elise op om, og det samme gjorde Marius Borg Høibys tidligere influencerveninde Anniken Jørgensen.
Marius Borg Høiby nægter sig skyldig.
Du kan følge retssagen mod Marius Borg Høiby i B.T.s liveblog HER.
