Det norske kongehus har fredag formiddag udsendt en ny udmelding om kong Haralds sygdomssituation.

I en pressemeddelelse fra hoffet lyder det:

»Hans majestæt kongen er fortsat i bedring. Kongen vil være på sygehuset i nogle dage for at blive behandlet og få ro før hans hjemrejse.«

Forleden kom det frem, at den 87-årige norske konge under sin ferie i Malaysia var blevet indlagt på et hospital med en infektion.

Norges kong Harald.
Norges kong Harald. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Fredag morgen udviklede sagen sig yderligere, da et medicinsk evakueringsfly ifølge VG var blevet sendt mod Malaysia - formentlig for at hente ham hjem.

Omkring klokken 06.40 dansk tid – klokken 13.40 lokal tid – skulle det norske medies fotograf have set flyet fra SAS lande på ferieøen Langkawi.

Flyet, som ifølge VG opereres af SAS gennem en aftale med myndighederne, er et almindeligt Boeing 737-passagerfly, som er blevet ombygget til et form for flyvende hospital med medicinsk udstyr og hospitalssenge.

Det er desuden fuldt udstyret, så der kan udføres operationer om bord på flyet.

SAS-flyet der fredag landede i Langkawis internationale lufthavn i Malaysia fora kunne flyve kongen hjem til Norge.
SAS-flyet der fredag landede i Langkawis internationale lufthavn i Malaysia fora kunne flyve kongen hjem til Norge. Foto: Mohd Rasfan/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den 87-årige konge er indlagt på Sultanah Malihai Hospital på Langkawi.

Torsdag udsendte det norske kongehus en melding om kongens tilstand, og i den lød det, at hans personlige læge »rapporterer, at Hans Majestæt er i bedring«.

»Kong Harald er stadig under behandling på hospitalet. Som vi fortalte i går (onsdag, red.) vil Hans Majestæt blive på hospitalet nogle dage endnu, og der bliver taget godt hånd om ham,« lød det i meddelelsen fra Kongehuset.

»Målet er, at Hans Majestæt kan vende tilbage til Norge med fly i løbet af et par dage. Den norske regering faciliterer transporten, og det norske forsvar er ansvarlig for de praktiske foranstaltninger i forbindelse med hans tilbagevenden til Norge.«

De senere år har den norske konge slidt med sit helbred.

I januar måtte han sygemeldes med en luftvejsinfektion, før han tidligt i februar vendte tilbage til pligterne.

I begyndelsen af 2020 blev Harald indlagt for svimmelhed. Han blev raskmeldt og udskrevet et par uger senere.

Senere på året blev han indlagt på ny. Her gennemgik han en hjerteoperation, hvor han fik indsat en ny hjerteklap.

Kongen blev senest opereret i 2021 for en seneskade over højre knæ. Den operation var vellykket, og kongen blev senere erklæret i fin form.