De ville skabe et bofællesskab med healing, kærlighed og spirituel energi, men det endte med anklager om chikane, dødstrusler og sort magi.

Det blev ikke til megen spirituel indsigt og altomsluttende kærlighed, da Durek Verrett og hans daværende kæreste tilbage i 2011 flyttede i bofællesskab med to venner.

Tanken var at skabe et åndeligt bofællesskab, hvor de kunne praktisere healing og anden spirituel aktivitet, men de fire mænd havde knap nok pakket flyttekasserne ud i det luksuriøse hus i Hollywood Hills i Los Angeles, før voldsomme konflikter brød ud mellem dem.

Den norske avis Dagbladet har været en tur i USA og set på de retsdokumenter, der blev det håndgribelige resultat af det utraditionelle kollektiv.

Den norske prinsesses valg af ny kæreste vækker opsigt i Norge. Nu viser det sig, at shaman Durek Verrett har været indblandet i en bitter strid med en af sine tidligere venner.
Den norske prinsesses valg af ny kæreste vækker opsigt i Norge. Nu viser det sig, at shaman Durek Verrett har været indblandet i en bitter strid med en af sine tidligere venner. Foto: Carina Johansen
Vis mere

Siden den norske prinsesse Märtha Louise i sidste uge afslørede, at hun er blevet kæreste med sin samarbejdspartner, den amerikanske shaman Durek Verrett, har medierne bragt den ene opsigtsvækkende historie om hendes udkårne efter den anden.

Den 44-årige selvudnævnte shaman anklages for kvaksalveri og potentiel skadelige behandlinger, fordi han hævder, at han kan helbrede kræft og andre sygdomme.

Han siger også, at han kan rotere atomer og stoppe den menneskelige aldring. Derudover har mange svært ved at forstå, at han skulle kunne tale med ånder og afdøde personer.

Evner, han efter eget udsagn udviklede i særlig grad, da han døde og siden vendte tilbage til livet efter alvorlig sygdom.

Parret fotograferet under deres foredrag og workshop i Stavanger i Norge mandag i denne uge.
Parret fotograferet under deres foredrag og workshop i Stavanger i Norge mandag i denne uge. Foto: Carina Johansen
Vis mere

Nu har Dagbladet så set lidt nærmere på mandens fortid, og det viser sig, at han i årene 2011 og 2012 var involveret i en bitter strid, som endte med sagsanlæg og til sidst et forlig.

Shamanen havde på det tidspunkt et forhold til en anden mand, og sammen med to mandlige venner besluttede de sig for at lave et kollektiv med et 'spirituelt fællesskab'.

De flyttede ind i en luksusvilla i et kvarter i det fashionable Hollywood Hills, hvor naboerne har efternavne som Tarantino, Timberlake og Hayek, og swimming pools i baghaven og luksusbiler i indkørslen er standard.

Ifølge et sagsanlæg, som ejeren af huset anlagde mod Verrett og hans partner, gik det dog hurtigt skævt mellem bofællerne.

Prinsesse Märtha Louise har afgivet sine royale protektioner og har ikke megen opbakning til sin titel på grund af sin forlovelse med Durek Verrett. Ikke mindst har den norske kronprins Haakon vedkendt sig, at selvom han godt kan lide sin søster, prinsesse Märtha Louises, forlovede, så har den selvproklamerede shaman Durek Verrett skabt problemer for kongefamilien – ikke mindst ved at påstå, at han blev helbredt for corona af den type spirituelle medaljoner, han selv sælger for 1.600 kroner.
Prinsesse Märtha Louise har afgivet sine royale protektioner og har ikke megen opbakning til sin titel på grund af sin forlovelse med Durek Verrett. Ikke mindst har den norske kronprins Haakon vedkendt sig, at selvom han godt kan lide sin søster, prinsesse Märtha Louises, forlovede, så har den selvproklamerede shaman Durek Verrett skabt problemer for kongefamilien – ikke mindst ved at påstå, at han blev helbredt for corona af den type spirituelle medaljoner, han selv sælger for 1.600 kroner. Foto: Daryl Henderson
Vis mere

Sagsøgeren, som altså havde købt huset, anklagede Verrett og kæresten for at besætte fællesområderne i huset og forsøge at presse ham ud af villaen.

Det gjorde de ifølge ejeren gennem 'verbal og følelsesmæssig dominans' og 'manipulering'.

Parret blev også beskyldt for at have 'skreget højt' og fornærmet sagsøger og den tredje beboer foran deres gæster.

Fra marts til august 2011 løb bofællesskabet så meget af sporet, at ejeren til sidst forsøgte at få parret til at flytte, men så gik det først helt galt.

Prinsessen og shamanen ankommer til norsk TV2s studier i Olso 16. maj.
Prinsessen og shamanen ankommer til norsk TV2s studier i Olso 16. maj. Foto: LISE ASERUD
Vis mere

I søgsmålet, som Dagbladet har fået fat i, står der blandt andet, at Verrett ifølge anklagen 'praktiserer sort magi/voodoo' og truede med at kaste en forbandelse over den tredje beboer i bofællesskabet.

Verretts kæreste truede angiveligt også med at dræbe bofællen, og parret skulle efter sigende havde orkestreret en bølge af chikane fra deres fælles venner på Facebook.

Sagsdokumenterne indeholder en lang række andre anklagepunkter, men Durek Verrett og hans mandlige partner afviste dem alle sammen.

Årets efter svarede de igen med deres eget søgsmål, hvor de anklager ejeren af huset for at have udsat dem for seksuelle tilnærmelser og fjendtlig og respektløs adfærd.

Anklager, som blev afvist af ejeren af huset. Han krævede derimod et beløb svarende til to millioner norske kroner i erstatning.

'Verrett og kærestens opførsel var bevist og skadelig, og de gjorde det med det formål at påføre sagsøger ydmygelse, mentale kvaler og følelsesmæssig og fysisk nød,' hedder det ifølge Dagbladet i sagsanlægget.

Ejeren af huset mener, at kæresteparret havde planer om at presse de to andre ud af villaen allerede før, de flyttede sammen.

I foråret 2013 var sagen nær endt i retten, men efter otte timers forhandling mellem parterne endte de mange måneders konflikter i 'fuld enighed'. Det er ikke offentlig kendt, hvad forliget indeholdt.

Også en anden mand, Bruce Taylor, har haft Verrett og hans mandlige partner som lejere. Han siger til den norske avis, at det var et 'mareridt'.

»Det er det værste, jeg har været ude for. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.«

»De var lejere fra helvede. De var så vanskelige og aggressive at forholde sig til,« siger Taylor, som har været udlejer gennem 33 år, til avisen.

Dagbladet har forsøgt at få en kommentar til sagen fra både Verrett og hans tidligere kæreste, men ingen af dem ønsker at udtale sig om konflikten.

I denne uge har Märtha Louise og shamanen rejst rundt i Danmark og Norge med et spirituelt foredrag og workshop.

Foredragsturneen 'Prinsessen og Shamanen' har rejst voldsom kritik i Norge, fordi Märtha Louise efter manges mening misbruger sin titel kommercielt.

Märtha Louise fotograferet til hendes og Durek Verretts foredrag i Stavanger i Norge mandag i denne uge.
Märtha Louise fotograferet til hendes og Durek Verretts foredrag i Stavanger i Norge mandag i denne uge. Foto: Carina Johansen
Vis mere

Presseomtale fik prinsessen til at lange kraftigt ud mod pressen, da parret mandag optrådte i Stavanger.

Parret har angiveligt tjent en god million på de fem arrangementer.