Når prins Christian søndag fylder 18 år, så bliver det ikke kun markeret med en stor fødselsdagsfest på Christiansborg. Som kommende kronprins ændrer hans liv sig markant, når han bliver myndig.

Forventningerne til ham vil stige – både fra kongehusets, nationens og fra mediernes side. B.T. har talt med kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen og Se og Hørs chefredaktør Niels Pinborg om prinsens fremtid.

Modsat mange andre, så kan prins Christian ikke nøjes med at fejre sin fødselsdag med en stor fest, en flaske champagne og et kørekort.

For søndag træder han ind i en helt anden liga, når han fylder 18 år og ikke bare bliver myndig, men kommende tronarving.

Der vil være mere fokus på prins Christian fremover,
Der vil være mere fokus på prins Christian fremover, Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ifølge kongehusekspert og historiker Lars Hovbakke Sørensen kan prinsen især se frem til tre store forandringer:

»Han kommer til at få en noget anderledes tilværelse. For det første, så vil han formelt kunne tiltræde som regent, hvis der er brug for det, hvis både Dronningen og Kronprinsen er ude af landet,« siger han og fortsætter:

»Derudover så vil han nok blive mindre fredet af pressen, end han har været tidligere, hvor der har været en aftale om, at man ikke skulle gå så meget til ham så længe, han ikke var myndig. Og så vil han få nogle flere officielle opgaver, end han har haft hidtil.«

Selvom prins Christian formelt vil kunne fungere som regent, når Dronningen eller Kronprinsen er ude af landet, så er det dog ikke sikkert, at vi får det at se de næste tre år, hvor prinsen vil koncentrere sig om sine studier og ikke få apanage.

Prins Christian er blevet bedre forberedt - blandt andet ved at være ude til flere officielle begivenheder.
Prins Christian er blevet bedre forberedt - blandt andet ved at være ude til flere officielle begivenheder. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er nok ikke sandsynligt, men vi kan ikke udelukke det, og det er i hvert fald en mulighed nu. Men det kan godt være, at man i praksis vil vælge kronprinsesse Mary eller prinsesse Benedikte som rigsforstander,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Han mener, at prinsen formentlig er blevet grundigt forberedt på de ændringer, der snart sker i hans liv – især fordi Kronprinsen tidligere har fortalt, hvor dårligt forberedt han følte, at han var, da han blev myndig.

»Det har man haft fokus på fra kronprinsesse Marys og også Dronningens side, så prins Christian er meget forberedt og bedre skolet til opgaven som central person i kongehuset, end kronprins Frederik var,« siger han og henviser til, at prins Christian også har deltaget i mange flere officielle sammenhænge end kronprins Frederiks prøvede i sin tid.

Prins Christian kommer til at være mere i fokus fremover.
Prins Christian kommer til at være mere i fokus fremover. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Dog vil oplevelsen også være en lidt anden for prins Christian, end den var for Kronprinsen. For mens kronprins Frederik allerede var kronprins, da han fyldte 18 år, så er prins Christian ikke kronprins, men blot 'prins', da hans farmor dronning Margrethe fortsat er i fuld vigør.

Ifølge Lars Hovbakke Sørensen er det yderst usædvanligt, at en tronarving ikke er kronprins, når han fylder 18 år.

»Det er ikke sket siden 1888, og det gør selvfølgelig den forskel, at man bedre kan fortsætte med at give ham relativt få opgaver fra kongehusets side,« lyder det fra Hovbakke-Sørensen.

Men prins Christian vil med alt sandsynlighed blive kronprins en dag, og derfor er der alligevel store krav til ham i form af opførsel og uddannelse.

Ifølge Lars Hovbakke Sørensen kan man forvente, at prins Christian formentlig vil tage en samfundsrelevant universitetsuddannelse som for eksempel statskundskab.

Desuden vil han – modsat sine fætre grev Nikolai og grev Felix – formentlig ikke slippe for at fuldføre en militær uddannelse.

»Jeg tror, at kongehuset har den opfattelse, at han bør være i militæret på et tidspunkt i et eller andet omfang, fordi der er en historisk tradition for tætte forbindelser mellem kongehuset og militæret,« siger kongehuseksperten.

Han vurderer, at prins Christians største udfordring kan blive at forblive jordnær:

Prins Christian har allerede udtalt sig til pressen flere gange.
Prins Christian har allerede udtalt sig til pressen flere gange. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det, han især skal være opmærksom på, er, at han skal passe på, at han ikke bare lever et eller andet jetsetliv og kun har noget med bestemte kredse i Danmark at gøre, Det er super vigtigt, at han fortsætter denne her gode stil med at være meget folkelig. Og også at have kontakt til flere arrangementer, der har med almindelige mennesker at gøre, så han ikke bliver opfattet som denne her overklasse prins,« siger han.

Hos ugebladet Se og Hør glæder chefredaktør Niels Pinborg sig til, at prins Christian fylder 18 år, så ugebladet kan møde ham ved flere lejligheder og skrive mere om ham:

»Jeg glæder mig hver eneste gang, at vi får nogle nye mennesker, vi kan skrive om. For det er det, vi er her for,« siger han.

Han har godt hørt, om den 'gentleman'-aftale, der ifølge Hovbakke Sørensen er mellem medierne og kongehuset, men Pinborg mener ikke, at Se og Hør nogensinde har haft fløjlshandsker på i forhold dækningen af prins Christian:

På søndag er det prins Christian, der skal hyldes på Amalienborg.
På søndag er det prins Christian, der skal hyldes på Amalienborg. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Han medgiver dog, at spillereglerne nu ændrer sig i forhold til, hvordan man kan dække den unge prins:

»Der er nogle døre, der åbner sig, når prins Christian bliver 18 år,« siger han og forklarer, at hvis prinsen for eksempel kommer på nogle af de kendte diskoteker og laver noget, der er interessant, så kan det være, at Se og Hør vil modtage tip om det, som man ikke blot vil lade ligge.

»Nu er han voksen og myndig, og nu står han til ansvar for alt, hvad han foretager sig. Og han kan ikke længere dække sig ind under at være et barn. Han vil komme mere ud, og det betyder, at der vil være flere øjne på ham generelt,« siger han og tilføjer:

»Men det betyder ikke, at vi har lagt en ny strategi og et budget for penge i vores redaktionelle omkostninger, der hedder 'fotografer til prins Christian'. Det har vi ikke,« siger Niels Pinborg og tilføjer, at bladet heller ikke vil sende folk ud i nattelivet for at lede efter prinsen.

»Han skal selvfølgelig også have lov til en eller anden form for privatliv,« lyder det fra Pinborg, der også allerede glæder sig til, at den næste kongelige bliver myndig.

Om halvandet år bliver prins Christians lillesøster, prinsesse Isabella, nemlig 18 år.

»Isabella synes jeg jo sindssygt godt om. Hun er jo flabet på den fede måde, og det vi har set fra hende, det er jeg helt fjollet med, og hvis hun fortsætter ned ad den vej, så er jeg sikker på, at vi kommer til at skrive rigtig meget om hende også,« lyder det fra Pinborg,