Ida Wohlert har sagt sit job op på TV 2 efter 16 år.

Det har hun »lettet, rundtosset og bevæget« kunnet afsløre fredag, men allerede for en uge siden havde hun sin sidste vagt på skærmen, afslører hun nu til B.T.

»Jeg har alle dage haft det ret stramt med de der hyldestseancer, så det var rigtig vigtigt for mig at være diskret og ikke tage fokus fra programmet og gæsterne,« forklarer Ida Wohlert.

Men faktisk har den 47-årige tv-vært ikke bare haft sin sidste værtstjans på 'Go' morgen Danmark'.

Ida Wohlert har de sidste 16 år været vært på 'Go' Morgen Danmark'. Men nu har hun haft sin sidste vagt og glæder sig til at komme ud i den virkelige verden.
Ida Wohlert har de sidste 16 år været vært på 'Go' Morgen Danmark'. Men nu har hun haft sin sidste vagt og glæder sig til at komme ud i den virkelige verden. TV 2

Hun har haft sin sidste vagt på tv-skærmen.

»Jeg har lavet tv i så mange år nu, så i virkeligheden ligger mine drømme og tanker ude i den virkelige verden - uden for et tv-studie,« røber Ida Wohlert.

Fri til at beslutte sig: Slut med tv og venlighed
Der er dog ikke et konkret job, som står og venter på hende på den anden side.

I stedet har hun efter et års overvejelse valgt at sige stop på TV 2 for at få den nødvendige ro og frihed til at finde ud af, hvad hendes næste skridt skal være, forklarer hun.

»Jeg har alle mulige drømme, og gennem årene er der en del, der har rakt ud, men jeg har været stramt bundet på TV 2, hvor jeg kun har måttet lave det, så nu bliver det enormt rart at kunne begynde at sige ja til de der henvendelser og kopper kaffe,« siger Ida Wohlert.

Ida Wohlert har sagt op på TV 2-programmet 'Go' Morgen Danmark' efter 16 år. Nu glæder hun sig til at komme ud i den virkelige verden.
Ida Wohlert har sagt op på TV 2-programmet 'Go' Morgen Danmark' efter 16 år. Nu glæder hun sig til at komme ud i den virkelige verden. Sarah Christine Nørgaard/B.T./Ritzau Scanpix

Én ting er hun dog klar over: Hendes næste eventyr bliver ikke på tv-skærmen.

TV 2 har heller endnu ikke meldt ud, hvem der skal erstatte hende i 'Go' morgen Danmark'. Og hun ved det heller ikke selv.

»Jeg ved ikke engang rigtigt, hvad de gør der – om de skal ud og hente en ny ind eller vil dække sig ind med vikarer,« siger tv-værten.

Men hun har selv fundet ro i at stoppe, mens legen var god, forklarer hun – og hun er mere end klar til at prøve kræfter med noget nyt.

»Der er også en del af mig, som jeg ikke har kunnet bruge i det job, for man skal jo være venlig og diplomatisk, og jeg kunne mærke, at min læringskurve var i gang med at flade ud,« indrømmer ida Wohlert.

»Altså, jeg har fået begge vores to drenge, mens jeg har haft det her job, og nu er de blevet store og den yngste er kommet på efterskole, så jeg har sindssygt meget appetit på noget nyt, der fylder.«