Meget er blevet sagt og skrevet om fratagelsen af prins Joachims børns prinse- og prinsetitler.
Og det er bestemt ikke alle, der er lige imponeret over, hvordan Kongehuset har håndteret sagen før, under og efter fratagelsen.
Det viser tallene fra en ny YouGov-undersøgelse, som 1248 repræsentativt udvalgte personer har deltaget i, lavet for B.T.
Her det kun otte procent, der mener, at Kongehuset har håndteret sagen 'meget godt', men 13 procent kan svinge sig op på et 'godt'.
Næsten det samme – nemlig 12 procent – mener, at Kongehuset har håndteret sagen 'meget dårligt', men hele 22 procent mener, at det er blevet håndteret 'dårligt'.
Dermed er det hele 34 procent, som altså vender tommelfingeren ned til Kongehusets håndtering.
Den samme procentsats ved ikke, om det er blevet håndteret godt eller dårligt.
B.T.s royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen, har også flere gange undret sig over håndteringen.
Han har sat det i perspektiv til det norske kongehus, hvor prinsesse Märtha Louise ikke længere skal repræsentere kongehuset – en beslutning, der skete i samråd med kong Harald og dronning Sonja. Hun fik dog lov til at beholde sin titel.
»På trods af prinsesse Märtha Louises vanvittige situation, så har man i den norske kongefamilie stadig været i stand til at nå til enighed. Det har man ikke i det danske kongehus, der har Dronningen dikteret, at det skal være sådan. Og så siger det sig selv, at sagen er eksploderet, fordi man ikke har talt nok sammen internt,« har han tidligere forklaret.