Hvem skal spille dronning Margrethe i den kommende musical om hele Danmarks 'Daisy'?

Til næste år har Det Kongelige Teater premiere på musicalen 'Margrethe', der med nedslag i dronning Margrethes liv vil hylde majestæten i anledning af hendes 50 år på tronen.

Det er endnu ikke offentliggjort, hvem der skal spille med, men ifølge forestillingens producer, Mikkel Rønnow, vil man ud over en barneskuespiller caste tre voksenskuespillere til at spille Dronningen i forskellige perioder af hendes liv.

B.T. har bedt Clara Lindstrøm Gleerup og P3-vært Line Kirsten Nikolajsen, der sammen driver den populære teaterpodcast 'Den 4. væg', om at give et bud på de tre voksenskuespillere.

»Det kunne jo godt lugte lidt af, at man kommer til at ræse igennem hele Dronningens lange og begivenhedsrige liv. Vi håber dog, at man giver sig tid til nogle af de vigtige nedslag og ikke bare lader det være en overfladisk gennemgang,« lyder deres umiddelbare forventninger til musicalen.

De tilføjer:

»Man må gerne kunne mærke Dronningens alsidige person og bevæge sig et spadestik dybere, som Netflix-serien 'The Crown' for eksempel gør rigtig godt i deres portrættering af det engelske kongehus. Og så håber vi selvfølgelig på sange, der rører os og løfter det hele til et højere og måske mere poetisk luftlag, så det ikke bare bliver 'bonjour, jeg hedder Henri, og jeg er kommet for at finde mig en dronning'-handlings-sange.«

Her følger de to teatereksperters tre bud:

Den unge Margrethe: Johanne Milland
26 år, uddannet fra Det Danske Musicalakademi i 2019 og havde blandt andet sidste år hovedrollen i musicalen 'Atlantis'. Medvirker i år i Beatles-musicalen 'She Loves You'.

»Hamrende dygtig musicalskuespiller, som allerede har fuld fart på karrieren, selvom hun nærmest lige er blevet færdiguddannet. Hun synger vidunderligt, og man er ikke et sekund i tvivl om, at hun uden problemer ville kunne løfte de ret svære partier, som Høg Aagaard Svanekier (holdet bag 'Margrethe', red.) ofte skriver.«

Johanne Milland.
Johanne Milland. Foto: Peter Hauerbach/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den midaldrende Margrethe: Xenia Lach-Nielsen
50 år, autodidakt skuespiller og sanger, der har medvirket i en lang række forestillinger og musicals. Senest har hun spillet hovedrollen i musicalversionen af Susanne Biers filmhit 'Den skaldede frisør'.

»En af dronningerne af dansk musical skal selvfølgelig spille selveste Dronningen. Hendes stemme er helt vild, og der kunne godt være brug for en, der ikke bare synger helt musicalpænt, men også kan give det lidt af den kant, som dronning Margrethe også har. Og så har hun den helt rette majestætiske energi og aura.«

De tilføjer:

»Hvis der går penge i den, og folkene bag skulle fristes til at gå efter et måske lidt mere kendt ansigt, kunne man også kigge i retning af en type som Merete Mærkedal, som særligt udseendemæssigt vil passe godt til rollen. Med hende ville man kunne lokke alle TV 2-seerne en tur i teatret.«

Xenia Lach-Nielsen.
Xenia Lach-Nielsen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Den ældre Margrethe: Birthe Neumann
74 år, der ud over sine mange film og tv-roller blandt andet har spillet mange klassikere på Det Kongelige Teater.

»Der er mange store danske skuespillerinder, der kunne spille den ældre Margrethe. Egentlig aner vi ikke, om Birthe Neumann kan synge, men hendes look og energi synes vi passer helt eminent til rollen som dronning Margrethe. Og så er Birthe Neumann vigtigst af alt sjov, og den side af Dronningen håber vi får plads i musicalen.«

Birthe Neumann.
Birthe Neumann. Foto: Mathias Svold
Vis mere

B.T.s alternative bud:

Skulle man caste udelukkende ud fra skuespillere, der har samme højde som dronning Margrethe (182 cm), kommer B.T. her med et par alternative bud.

Andrea Vagn Jensen, 181 cm høj, 56 år

Ser man bort fra, at Andrea Vagn Jensen med egne ord ikke er den store sanger, så har hun flere gange spillet dronning i forskellige Shakespeare-stykker, ligesom hun i DRs dramadokumentarserie 'Frederik IX' fra 2020 spillede dronning Ingrid.

»Jeg har aldrig mødt dronning Margrethe, men da jeg researchede til rollen som dronning Ingrid, ringede jeg ind til Kongehuset og kom igennem til hendes privatsekretær, der stillede mig videre til en af Dronningens veninder, som jeg kunne tale med,« fortæller Andrea Vagn Jensen, der synes, det lyder som en sjov opgave at skulle spille dronning Margrethe.

Andrea Vagn Jensen
Andrea Vagn Jensen Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Søs Egelind, 182 cm høj, 63 år

Søs Egelind har allerede erfaring fra de bonede gulve som gæst ved dronning Margrethes kulturbal, hun har optrådt ved kronprins Frederik 50-års fødselsdag og haft et populært satireprogram på TV 2 med den royale apropos-titel 'Kongeriget'.

Hun har derudover i nyere tid spillet med i musicalen 'De tre musketerer', så vil man have en gakket dronning Margrethe, kunne man måske stile mod Søs Egelind.

Søs Egelind.
Søs Egelind. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Ditte Hansen, 184 cm høj, 51 år

Ditte Hansen har i flere år spillet over for Ulf Pilgaard i Cirkusrevyen og har derved kunnet aflure et par dronningetricks fra den nu pensionerede mester. Hun har derudover været til fest hos Dronningen – senest sidste efterår, da dronning Margrethe hædrede den danske filmbranche.

Ditte Hansen.
Ditte Hansen. Foto: Kristian Djurhuus
Vis mere

Andre læser også