Det britiske kongelige har vakt opsigt, efter at de har blandet sig massivt i klimadebatten den seneste uge.

Men hvad sker der egentlig for det britiske kongehus? Hvorfor er medlemmerne pludselig så klimainteresserede? Og var klimakampen egentlig ikke prins Harry og hertuginde Meghans mærkesag?

»Det er kontroversielt, for det er jo politik. Og det er altid farligt potentielt for et kongehus at kunne være set som værende hældende til en politisk fløj,« siger B.T. s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, der også advarer om, at det kan give bagslag:

»Det, der er farligt, er, når man selv går ud og siger til andre, hvad der er rigtigt og forkert, og når man selv er Storbritanniens største jordbesidder, så bliver man selv kigget efter i kortene,« uddyber han.

Prins William og Kate var søndag aften ude til første etape i uddelingen af den ambitiøse klimapris.
Prins William og Kate var søndag aften ude til første etape i uddelingen af den ambitiøse klimapris. Foto: HENRY NICHOLLS
Vis mere

Og det er lige netop det, der er sket.

Godt nok blev prins William og hertuginde Kate søndag aften hyldet som æresgæster ved den ny klimapris 'The Earthshot Prize' – en slags konkurrence, som prins William har stået bag om at lave de bedste projekter til redde kloden med. Konkurrencen har været kaldt et af de mest ambitiøse klimaprojekter i historien.

Men den fine pris fjerner ikke de kritiske røster efter ugens kongelige klimaindblanding, der så dagens lys, da prins Charles for en uge siden i et interview med BBC sagde, at han godt forstod den frustration, som klimabevægelsen Extinction Rebellion har over det, der sker med kloden.

Dernæst kom dronnings Elizabeths ups'er. Under en samtale med sin svigerdatter, hertuginde Camilla, kom hun til at lufte sin irritation over verdens ledere.

»Det er virkelig irriterende, når de bare snakker, men ikke handler,« lød det fra den 95-årige monark, der nok ikke havde regnet med, at kameraerne havde fanget, hvad hun sagde.

Slutteligt smed prins William brænde på bålet, da han i et interview med BBC langede ud efter verdens klogeste og rigeste, som han mente skulle bruge mere tid på at fikse klimaproblemerne frem for at sende folk ud i rummet.

Men hvad gør den kongelige familie egentlig selv for at tilgodese klimaet?

Blandt andet bliver familien kritiseret for deres mange flyrejser og helikopterture og for ikke selv at gå forrest med mere naturbevaring og mere økologisk jordbrug.

Dronning Elizabeth rider stadig rundt på sin pony - selv om hun er 94 år.
Dronning Elizabeth rider stadig rundt på sin pony - selv om hun er 94 år. Foto: STEVE PARSONS
Vis mere

»Meget af deres jord bliver holdt som jagtmarker for de rige og fine, og på dronningens slot på Balmoral undertrykker man den tempererede regnskov, som bliver holdt kunstigt nede, for at dronningen kan have sine jagtmarker. Og det er overhovedet ikke klimavenligt. Den form for hykleri er ikke nødvendigvis ufarlig for dem,« siger Jakob Illeborg.

Prins Charles har i årevis været kendt som en stor naturelsker, der går ind for økologi, og dronning Elizabeth er også kendt for sin kærlighed til naturen.

Prins William har ikke tidligere været den store miljøforkæmper. Om han har skelet til sin bror og svigerinde, vides ikke – men i hvert fald er farmand, prins Charles, godt tilfreds med sønnens nye klimainteresse:

'Jeg er meget stolt af min søn, William, for hans voksende forpligtelser over for miljøet og ambitionen om The Earthshot Prize,' skrev han søndag i et opslag på Instagram.

Illeborgs vurdering er, at de kongelige er oprigtige nok i deres ønsker for klimaet –  men de kommer til at klinge hult, når de ikke selv handler:

»Hvis du siger: 'Talk, talk, talk' til andre, så må du selv 'do the walk',« siger Illeborg med henvisning til dronning Elizabeth, der netop sagde, da hun var træt af al den snak, og at der ikke blev handlet på klimaet.