Tirsdag fejres prinsesse Isabellas kommende 18 års fødselsdag ved et stort show på Det Kongelige Teater i København.

Prinsessen er gennem årene blevet ekstremt populær, og her ser vi nærmere på fem skelsættende øjeblikke, der har gjort prinsesse Isabella til en superstjerne i Kongehuset.

Charmerede alle på første skoledag

Prinsesse Isabella gjorde sig allerede bemærket, fra hun var helt lille. Og således fik hun også charmeret de fleste, da prinsessen svarede på et par spørgsmål i forbindelse med sin skolestart i august 2013.

»Jeg glæder mig mest til lektier,« lød det fra den lille prinsesse, som også fortalte stolt om hele indholdet af skoletasken.

»Jeg har skolemapper, penalhus og madpakke,« lød det stolt fra prinsessen.

Prinsesse Isabellas første skoledag.
Prinsesse Isabellas første skoledag. Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Stjal opmærksomheden til håndboldkamp

I 2019 mødte det daværende kronprinspar op for at støtte de danske håndboldherrer, som i VM finalen mødte Norge på hjemmebane i Herning.

Med sig havde kronprinsparret prins Christian, prins Vincent og prinsesse Isabella. Og sidstnævnte endte med at stjæle en del opmærksomhed under kampen.

For hvis man troede, at kronprins Frederik var Kongehusets største sportsfan, så gav prinsesse Isabella ham kamp til stregen under den finale.

Pressefotograferne fangede således flere billeder af en 11-årig prinsesse, der hujede og heppede til den helt store guldmedalje (som Danmark i øvrigt endte med at vinde), mens hun flittigt filmede videoer med sin telefon.

Du kan se billederne fra dengang her.

»Er du helt væk?«

Hvis prinsesse Isabella var populær blandt danskerne før, så eksploderede populariteten i maj 2021, da prinsessen sagde de fire efterhånden berømte ord:

»Er du helt væk?«

Ordene faldt til daværende kronprinsesse Mary på dagen for prins Christians konfirmation.

Her var familien samlet på trappen foran Fredensborg Slot til en pressefotografering, da kronprinsesse Mary og prinsesse Isabella tilsyneladende fik talt forbi hinanden.

HKH Prins Christians konfirmation I Fredensborg Slotskirke lørdag d. 15. maj 2021.
HKH Prins Christians konfirmation I Fredensborg Slotskirke lørdag d. 15. maj 2021. Bax Lindhardt

Den lille ordveksling var nok ikke tænkt som en, offentligheden skulle høre - men journalisternes kameraer fangede altså optrinnet.

Nogle mente, at prinsessens ordvalg var over stregen og tegn på dårlig opdragelse, mens de fleste dog trak på smilebåndet og mente, at det var udtryk for, at prinsessen også bare var en almindelig teenager, der kunne blive træt af sin mor.

Du kan se hele videoen fra det berømte optrin i videoen øverst i artiklen her.

Kendis-selfie til EM-kamp

Prinsesse Isabellas lille optrin var stadig i frisk erindring, da hun igen trak overskrifter en måned senere.

Under Danmarks EM-kamp på hjemmebane mod Rusland var prinsessen nemlig at finde i VIP-Loungen i Parken, hvor endte med at få taget en selfie med instagrammeren Anders Hemmingsen.

Han postede siden billedet på sin profil, der har mere end en million følgere, og endnu engang var prinsesse Isabella pludselig centrum i et viralt øjeblik.

Anders Hemmingsen fortalte dengang til B.T., at det var hans idé at få taget et billede med prinsesse Isabella, og han måtte da også få venindens hjælp for at fuldføre missionen.

Du kan læse hele dén historie her.

En overraskende tale

Prinsesse Isabella under sin tale på Aarhus Rådhus fredag.
Prinsesse Isabella under sin tale på Aarhus Rådhus fredag. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Sidste punkt på listen er samtidig et dugfriskt et af slagsen. Fredag overraskede prinsesse Isabella nemlig, da hun pludselig gav sin første officielle tale på rådhuset i Aarhus.

Talen faldt som afslutning på byens officielle fødselsdagsfejring af prinsessen, og her viste prinsesse Isabella, at hun havde både overskud og selvironi, da hun kom med en kæk kommentar til et af sine egne virale øjeblikke.

»For snart fire år siden fandt jeg ud af at ens ord kan blive overhørt, når man mindst venter det,« sagde prinsesse Isabella med henvisning til ‘er du helt væk’-kommentaren.

Hele salen forstod straks kommentaren og brød ud i latter.

Du kan læse mere om hele talen her.