2015 har været et heftigt år for det danske Kongehus. Kronprinsen startede året med at fræse over en lukket Storebæltsbro, Prins Henrik har luftet sine kongedrømme hele to gange, og prinsesse Maries falske fortrin kom i alle landets - og et par udenlandske - medier.

Det danske Kongehus er meget populært i befolkningen, og fylder da også meget i medierne. Men det er ikke altid for det gode, at vores royale familie bliver nævnt. I anledning af det nye år har BT kigget i arkiverne og gravet årets største royale skandaler frem Fra de sjove til de virkelig slemme.

Lars Hovbakke Sørensen, der er kongehusekspert og ekstern lektor ved Københavns Universitet, er ikke i tvivl om top tre over de største royale skandaler.

På en tredjeplads kommer kronprins Frederiks uautoriserede køretur over en stormlukket Storebæltsbro i januar. Episoden, der blev døbt 'Brogate', blev meget omtalt, Kongehuset endte med at undskylde og Kronprinsens popularitet til at falde fra 4,6 til 4,1 på 5-skalaen.

Lars Hovbakke Sørensen peger på, at der er to grunde til, at det endte med at blive en skandale:

»Det sendte et uheldigt signal om, at han føler sig hævet over andre. Det var der nogle danskere, der blev forargede over. Men det viste også, at man ikke var enig med politiet om, hvad der er farligt eller ikke farligt. Broen var jo lukket på grund af sikkerhedshensyn, så hvorfor ville man udsætte ham for den fare? Det viser manglende dømmekraft,« vurderer han.

Hovbakke Sørensen mener dog, at Kronprinsen er så populær, at han godt kan tåle et enkelt fejltrin, men at det bestemt ikke en noget, der skal gentage sig.

På andenpladsen over royale skandaler finder man ifølge Hovbakke Sørensen prins Henriks gentagne brokkerier over sin manglende kongetitel. Prins Henrik vil så gerne kaldes kongegemal - og hverken tradition eller terror kan stoppe ham. Først bragte det han det på banen få dage efter terrorangrebet i København foran en tydeligt utilpas dronning Margrethe. Siden gentog han 'successen' og beklagede sig i den franske avis Le Figaro i oktober.

»Det er en uheldig sag for Kongehuset, at han bliver ved med at efterlyse en ny titel. Mange i befolkningen opfatter det som arrogant og forkælet midt i en tid, hvor vi har store problemer med blandt andet terror og flygtningestrømmen,« lyder det fra Hovbakke Sørensen, der peger på, at det ville være et 'brud med alle traditioner' at give prins Henrik en kongetitel.

Der er dog ikke noget, der tyder på, at den 81-årige Prinsgemal får sit ønske opfyldt. Ingen af de danske politikere støtter hans kongedrømme.

Fotomontage. Prins Henrik vil så gerne have en kongetitel. Men de danske politikere er ikke mildt stemte.
Fotomontage. Prins Henrik vil så gerne have en kongetitel. Men de danske politikere er ikke mildt stemte. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Og så er vi nået til skandalen over dem alle. Som faktisk er et drama i to dele, som startede, da en efter sigende influenzaramt prins Henrik meldte afbud til sin hustrus halvrunde fødselsdag i april. Men som blot to dage efter den store fest var frisk nok til at rejse på smuttur til Venedig.

Hovbakke Sørensen er slet ikke i tvivl om, at det har været den mest markante sag i 2015.

»Ingen kan jo vide præcis, hvad prins Henrik har fejlet eller ikke har fejlet, men hovedproblemet er, at han dukker op – tilsyneladende frisk – i Italien kort tid efter fødselsdagen. Det forarger mange danskere, og det nytter ikke noget, at Kongehuset har forsøgt at forklare det efterfølgende. Førstehåndsindtrykket bliver siddende,« mener han.

RB PLUS Dronningen morgenvækket i Fredensborg. Familien og europæiske kongelige sang "I Østen stiger solen op" for dronning Margrethe på hendes 75-års fødselsdag. H.M. Dronningen afholder pressemøde i Havesalen på Fredensborg Slot i forbindelse med Hendes Majestæt 75-års fødselsdag
RB PLUS Dronningen morgenvækket i Fredensborg. Familien og europæiske kongelige sang "I Østen stiger solen op" for dronning Margrethe på hendes 75-års fødselsdag. H.M. Dronningen afholder pressemøde i Havesalen på Fredensborg Slot i forbindelse med Hendes Majestæt 75-års fødselsdag Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Prins Henrik har siden uddybet over for BT, at han var ramt af bronkitis på den store dag.

Dét var historikerens top tre, men der er mange andre historier, der trak overskrifter i det forgangne år.

Der var for eksempel historien om prinsesse Maries falske bryster, der også nåede udenlandske medier.

Ifølge ugebladet Her & Nu havde prinsesse Marie fået lavet nye bryster på en klinik i Litauen. Historien blev senere dementeret.
Ifølge ugebladet Her & Nu havde prinsesse Marie fået lavet nye bryster på en klinik i Litauen. Historien blev senere dementeret. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Også kronprinsesse Mary havnede i medierne med noget så trist som en familiefejde - som BT godt nok kunne afsløre var fuldstændig opdigtet. Kongehuset valgte dog ikke at gå videre med sagen.

De engelske medier var også ude efter dronning Margrethe, der tillod sig at ryge i selskab med sine børnebørn.

Dronning Margrethe fotograferet med en cigaret i hånden sammen med børnebørnene prinsesse Isabella og prins Vincent under den årlige sommerfotografering på Gråsten Slot 25. juli 2015.
Dronning Margrethe fotograferet med en cigaret i hånden sammen med børnebørnene prinsesse Isabella og prins Vincent under den årlige sommerfotografering på Gråsten Slot 25. juli 2015. Foto: Patrick van Katwijk
Vis mere

Og endelig - som rosinen i pølseenden på et skandalefyldt år - blev prins Henriks hund Rosina nødt til at komme i familiepleje.

Men har det egentlig været et mere dramatisk år i Kongehuset, end det plejer at være.

Både ja og nej, mener Lars Hovbakke Sørensen.

»Grunden til, at der har været så meget fokus på de her sager, er, paradoksalt nok, at Kongehuset er mere populært end nogensinde. Af samme grund er der meget fokus på, hvad medlemmerne af den kongelige famlie gør. Så man kan ikke nødvendigvis sige, at de har lavet flere fejltrin - der er bare mere fokus på, når der har været smuttere,« fastslår han.