Holdt det hemmeligt i årevis: Prins har haft kræft
Den belgiske prins Lorenz har »været diskret omkring sin sygdom«, lyder det fra en talsmand for det belgiske kongehus.

Den belgiske prins Lorenz har »været diskret omkring sin sygdom«, lyder det fra en talsmand for det belgiske kongehus.

Den belgiske prins Lorenz har ad flere omgange været i behandling for kræft.
Og det har – indtil nu – været en velbevaret hemmelighed for offentligheden.
Det bekræfter Hervé Verhoosel, der er talsmand for prinsesseparret, efter at spørgsmålet om prinsens helbred har floreret, skriver det belgiske medie HLN.
»Prins Lorenz er faktisk blevet diagnosticeret med kræft. Han blev opereret i midten af 2021. Et tilbagefald blev efterfølgende diagnosticeret i slutningen af 2022, hvilket krævede ny behandling i foråret 2023,« siger Verhoosel ifølge HLN.
Ifølge mediet har 70-årige prins Lorenz »været diskret omkring sin sygdom i al den tid«.
Prinsesseparrets talsmand understreger, at prinsen har det godt og er i stand til at passe sine arbejdspligter, selvom han fortsat går til regelmæssige helbredsundersøgelser.
Den store undren begyndte, da prinsesse Astrid i en belgisk dokumentar blev spurgt ind til sit helbred, da hun sidste år, efter lægernes anbefaling, måtte stoppe med at deltage i erhvervsfremstød i udlandet.
Og svaret vakte undren i Belgien.
Den 64-årige prinsesse fortalte, at der for nogle år siden skete noget i hendes familie, der gjorde, at de »måtte tage sig sammen«.
Det viser sig altså nu, at der var tale om prinsens kræftdiagnose.
Prinsesse Astrid og prins Lorenz, der er svoger til kong Philippe, har fem børn.