Den prominente journalist og tidligere vært på Fox News, Megyn Kelly, har på X delt et noget kontroversielt forslag.
Nemlig det, at den danske prinsesse Isabella og Donald Trumps yngste søn, Barron Trump, skal gifte sig for at løse krisen om Grønland.
USA skulle i så fald have Grønland i medgift.
Forslaget florerer blandt flere på det sociale medie X, hvor Megyn Kelly altså også har delt det.
Selvom ideen tilsyneladende bliver delt med et glimt i øjet, så er situationen omkring Grønland i forvejen så aparte, at B.T. alligevel har valgt at stille kongehushistoriker Lars Hovbakke Sørensen spørgsmålet:
Kunne det på nogen måde ske, at Barron Trump og prinsesse Isabella blev gift som en slags politisk aftale?

Svaret er - måske ikke så overraskende - klart:
»Nej, det er ikke realistisk i vore dage, det må man sige klart nej til,« siger han med et grin.
Selvom det dog ville være noget nær utænkeligt i dag, så var det engang normen, at kongelige blev gift i arrangerede ægteskaber på tværs af landegrænser for den politiske vindings skyld.
»Det var dengang Kongehuset havde en politisk magt, så det var før det moderne demokrati, der kom i begyndelsen af 1900-tallet,« forklarer Lars Hovbakke Sørensen.

»I 1800 tallet kaldte man Christian 9. for Europas svigerfar, for mange af hans døtre blev gift med personer fra vigtige lande,« tilføjer historikeren.
Han fortæller, at man ikke kan fastslå et præcist år, men de arrangerede royale ægteskaber stoppede i løbet af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet i takt med, at demokratiet slog igennem.
Siden har de kongelige gradvist fået friere valg, når det kommer til valg af partner, og i dag vurderer Lars Hovbakke Sørensen, at prinsesse Isabella altså kommer til at have stort set frit valg på alle hylder
»Hun kan næsten vælge helt frit. Hvis hun forelskede sig i en tidligere dømt kriminel, ville det være uhensigtsmæssigt, men ellers kan man stort set vælge, hvem man vil i dag - og ikke for politiske alliancers skyld,« siger Lars Hovbakke Sørensen.
Hele optrinnet får historikeren til at bemærke, hvordan Trump faktisk på nogle måder agerer mere som et gammeldags monarki.
»Det siger noget om, hvor usædvanligt det, der sker i USA er,« siger Lars Hovbakke.
Han påpeger, at det i et historisk perspektiv er opsigtsvækkende, hvor meget Donald Trumps familiemedlemmer fylder i og omkring administrationen, eksempelvis Jared Kushner.
Men i forbindelse med Grønland har vi også set, hvordan Katie Miller, der er gift med vicestabschefen Stephen Miller, blev en katalysator for konflikten om Grønland, da hun i kølvandet på USA's angreb på Venezuela delte et foto af Grønland med det amerikanske flag over.
»Den indblanding er der normalt ikke i en republik, det er noget, man kender fra gamle monarkier,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

