For nylig flyttede Spaniens ekskonge, Juan Carlos, fra Spanien, hvor han er sat under anklage for at have modtaget bestikkelse i en sag om salg af højhastighedstog til Saudi-Arabien.
Det var en sørgelig slutning for en konge, der i 1975 som ung afløste diktatoren Franco og i høj grad bidrog til en hurtig, smidig og ublodig overgang til demokrati. Og som ved sin resolutte optræden sikrede demokratiet, da reaktionære officerer i 1981 forsøgte et kup. Og som konge længe var et stærkt symbol på stabilitet og kontinuitet i stat og samfund.
Han begrunder sin flytning med ønsket om at lette forholdene for sin søn, kong Felipe. Alligevel har der været røster fremme om, at monarkiet i Spanien skal afskaffes – der er endda blevet forlangt en folkeafstemning om dette spørgsmål.
Men i og med at Juan Carlos er abdiceret i 2014, og hans søn, kong Felipe, har frataget ham apanagen og selv frasagt sig arven efter ham, skulle man mene, at skaden må kunne begrænses, nu han ikke er konge længere. Men sagen står ikke alene. Han er tidligere blevet kritiseret for en dyr og luksuriøs storvildtjagtsrejse til Botswana i 2012, alt imens spanierne var hårdt ramt af finanskrisen.
Ligeledes er flere af hans ægteskabelige sidespring blevet offentligt kendt og har ej heller bidraget til at styrke hans renommé. Oven i dette kommer, at hans datter og svigersøn har været for retten i en sag om underslæb og skattesvig. Under retssagen anvendte de allehånde juridiske krumspring, ikke i sig selv ulovligt, men værdigt eller tillidsvækkende virkede det ikke.
Datteren blev frikendt, mens svigersønnen, den nuværende konges svoger, blev kendt skyldig og p.t. sidder i fængsel. Så ikke blot er den spanske kongefamilies gode navn og rygte altså blevet godt og grundigt ramponeret, men monarkiets fremtid i Spanien er truet. Vi får se, om det lykkes at redde stumperne.
I de tilbageværende europæiske monarkier er der generelt set bred opbakning til monarkerne og deres familier. Tilhængere af monarkiet ved godt, at en monark og hans/hendes familie nu engang må have en ophøjet position, for ellers er der jo ikke tale om en rigtig konge og en rigtig kongefamilie. Og det følger heraf, at der derfor må være en vis glans, glamour, pragt og mystik over de kongelige, ellers er de ikke rigtig kongelige.
En konge ville næppe kunne opretholde sin kongelige status, hvis han boede i en treværelseslejlighed i en etageejendom og cyklede til arbejde. Der må nu en gang være noget grandiost forbundet med det at være konge.
Men afgørende for den brede accept af monarkierne og af, at de kongelige personer i nutidens demokratiske ligheds- og velfærdssamfund er udstyret med alle de mange privilegier, de har, er imidlertid, at de yder noget til gengæld. Først og fremmest, at de opfører sig på en måde, der anses for værdig.
Opbakningen til monarkierne er som sagt generelt stor. Men det spanske eksempel viser, at den bestemt ikke er urokkelig. Hvis det indtryk breder sig, at de royale alene nyder godt af privilegierne, er grådige og lever et luksuriøst liv med dyre fornøjelsesrejser, udlandsophold, fester, luksusboliger, biler og andre materielle goder, så kan opbakningen hurtigt falde.
