Når dronning Margrethe er på officielt besøg i et andet land, bliver det bemærket i offentligheden dér. Et kronet hoved på statsbesøg får langt mere opmærksomhed end en præsident eller en statsminister.
Et officielt dronningebesøg er derfor gunstigt for danske eksportinteresser og for Danmark som sådan. En konge eller en regerende dronning er nemlig noget helt specielt. De er omgærdet af en særegen form for ophøjethed og mystik. De ikke bare symboliserer deres land – de indestår som personer på en helt særlig måde for den royale myndighed.
De tilhører en familie, som igennem generationer har siddet på tronen, og derved inkarnerer de landets historie. Og et af deres børn og børnebørn vil engang overtage tronen, derved legemliggør de tillige landets fremtid. Hos en konge eller en regerende dronning smelter personligheden så at sige sammen med embedet på en helt anden måde end hos for eksempel præsidenter eller borgmestre.
De har derved en meget stærk symbolværdi, som også har realpolitisk betydning.
Som man for tiden kan se i tv-serien 'Atlantic Crossing', måtte den norske konge, Håkon 7., i 1940 flygte til Storbritannien.
Her blev han et kraftfuldt og markant nationalt symbol både for nordmændene derhjemme, over for Tyskland og navnlig over for De Allierede. Kongen som person var udtryk for, at Norge fortsat kæmpede aktivt for sin frihed.
En lige så stor symbolværdi ville ingen præsident eller statsminister kunnet have. De sidder som regel kun et antal år i embedet, og efterfølgende forsvinder de ofte ud i glemslen og anonymiteten. Tillige repræsenterer de et bestemt politisk holdning, som ikke alle kan identificere sig med. Derfor kan de ikke være lige så samlende skikkelser som monarker.
Man kan også nævne Christian 10. som nationalt samlingspunkt under besættelsen. Eller den nu forhenværende spanske kong Juan Carlos, der under et højreorienteret militærkupforsøg i 1981 resolut satte sig imod med al sin kongelige autoritet. Og derved frelste han det unge spanske demokrati.
Monarker har altså en ekstraordinær stærk position, fordi de med deres person, embede og familieforhold på én gang repræsenterer landets fortid, nutid og fremtid. Som eksemplerne Håkon 7., Christian 10. og Juan Carlos viser, har monarker netop derfor en langt større pondus som nationale samlingsmærker end mere eller mindre tilfældigt 'forbipasserende' politikere.
Pondussen er dog ikke urokkelig. Modsat kong Håkon valgte den belgiske kong Leopold 3. i 1940 stik imod sin regering at kapitulere, mens regeringen flygtede til England for at fortsætte kampen derfra.
Og modsat sin svoger kong Juan Carlos i Spanien valgte den græske kong Konstantin i første omgang at vise gode miner til slet spil, da en militærjunta i 1967 tog magten og afskaffede demokratiet. Det førte til dyb politisk splittelse og kostede både Leopold og Kostantin kronen og førte i Grækenland tillige til monarkiets fald.
Monarker i moderne demokratier har altså visse 'hjemmebanefordele'. Derfor står de stærkt som statsoverhoveder. Men dette gælder dog kun, så længe de formår at spille rollen på en måde, som den demokratiske offentlighed kan acceptere. Hvis ikke, så får piben hurtigt en anden lyd.
