Danmark er Europas suverænt ældste endnu eksisterende kongerige. Helt tilbage fra 500-tallet kender man til omtale af danske konger, omend de royales funktioner dengang var noget anderledes, end vi kender fra dronning Margrethes i dag.
Oprindeligt var kongernes primære opgave udenrigs- og forsvarspolitik, hvor de selv førte hær og flåde i kamp. Indadtil i riget var de vogtere af lov og ret. I perioder regerede kongerne sammen med de adelige eliter, der også valgte hver ny konge.
1660-1848 rådede der kongelig enevælde, ligesom kongemagten i 1660 blev arvelig. Men med grundloven i 1849 blev Danmark et konstitutionelt monarki, og efter 1945 har regenterne udelukkende haft repræsentative og symbolske funktioner.
Dronning Margrethe II er således det seneste led i en mere end tusindårig lang kæde af historisk kontinuitet og tradition. Hun er som regerende dronning forvalter af en gammel tradition, men vel at mærke en tradition, der hele tiden kræver tilpasning til samfundsudviklingen.
På den ene side skal de kongelige være omgivet af mystik og ophøjethed, men dog ikke så meget, så at folk begynder at sige: »Hvem I alverden tror de, de er?«
Det gælder her om at finde balancepunktet. På den ene side skal de kongelige være omgivet af mystik og ophøjethed, men dog ikke så meget, at folk begynder at sige: »Hvem I alverden tror de, de er?«
På den anden side skal de heller ikke virke som alt for 'almindelige' mennesker, for så vil folk spørge sig: »Hvad skal vi så med de kongelige, når de er ligesom alle os andre?« Og det nævnte balancepunkt flytter sig hele tiden.
Generelt har dronning Margrethe været god til at finde det rette balancepunkt. I hendes regeringstid er der blevet indført pressemøder, hvor journalisterne frit kan stille spørgsmål, ligesom hun af og til giver eksklusive interview. Men vel at mærke under iagttagelse af traditionelle former: Hun tiltales fortsat 'De' og 'Deres Majestæt'.
Hendes nytårstaler er blevet en fast del af danskernes nytårsfejring.
Her formår hun at sige noget væsentlig almenmenneskeligt, så det ikke bare bliver banaliteter og høflighedsfraser, men samtidig undgår hun selvfølgelig omhyggeligt at sige noget, der kan opfattes som aktuel politisk stillingtagen.
Hun har accepteret, at begge hendes sønner har kunnet gifte sig med ikke-kongelige og alligevel beholde prinsetitler og arveret.
Hun demonstrerede også sin evne til at følge med tiden, da hun tidligere i år efter en del kritik i offentligheden besluttede, at kun prins Christian i fremtiden vil få apanage, mens hendes øvrige børnebørn ikke vil kunne leve af at være prinser og prinsesser, men må finde et arbejde og tjene deres penge selv.
At finde det rette balancepunkt har ikke altid været let, men tiden har dog i nogen grad været med hende. Da hun blev dronning i 1972, blæste vindene fra 1968 fortsat stærkt.
Gamle traditioner og nedarvede institutioner stod for fald, og der var opbrud i normer, omgangsformer, levevis og kønsroller.
Lidt hjalp det dog i disse tider med krav om ligestilling, at landet havde fået et kvindeligt statsoverhoved.
Men efterhånden som Danmark blev ramt af økonomisk krise og stærkt opbrud i det politiske liv og senere hen tillige øget europæisering, internationalisering og globalisering, så har mange fået blik for værdien af tradition, kontinuitet og stabilitet, som monarkiet repræsenterer. Det har generelt øget tilslutningen til monarkiet.
Dronning Margrethe har således bragt monarkiet og tilslutningen til institutionen ind i det 21. århundrede. Og hun har også født en arving til tronen, og således står foreløbig to nye led i den nævnte tusindårige kæde af efterkommere af Gorm den Gamle klar i arvefølgen og vil sikre fortsat kontinuitet i monarkiet.