I et fødselsdagsinterview i Politiken tog dronning Margrethe offentligt stilling til et af tidens mest omstridte politiske spørgsmål, da hun udtalte, at hun ikke var »ganske overbevist om«, at klimaforandringerne var menneskeskabte.
Det vakte opsigt, for i et demokrati formodes monarken at holde sig uden for politik. Sådan har det dog ikke altid været. Oprindeligt var kongerne netop politiske og militære ledere, og ved Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849 blev landet et konstitutionelt monarki, hvor magten blev lagt over i den valgte Rigsdag.
Men når der i grundloven står, at kongen kan fremsætte forslag for Folketinget, så skulle det den gang – modsat i dag – forstås bogstaveligt.
Magten var nemlig delt mellem konge og Rigsdag, og det var således ham, der udpegede regeringerne, uanset om disse havde flertal i Folketinget eller ej, ligesom han havde vetoret over for de love, Rigsdagen vedtog.
Opfattelsen var, at Rigsdagen var sammensat af politikere med forskellige, ofte kortsigtede interesser og en horisont, der sjældent rakte længere end til næste valg.
Kongen stod derimod for historisk kontinuitet, langsigtethed og stabilitet. Derfor mentes han at have et særligt ansvar ikke mindst for forsvarspolitikken og udnævnte derfor regeringen, der delte hans syn på denne.
Ved Systemskiftet i 1901 forpligtede kongen sig til ikke at udpege en regering, der ikke havde flertal i Folketinget, men så sent som i 1920 ved den såkaldte Påskekrise lod Christian X udnævne en regering uden om Folketingets flertal.
Der blev dog svaret igen med store demonstrationer og trusler om generalstrejke, og det endte med, at kongen skyndsomst måtte lade regeringen falde. Siden har kongehuset nøje holdt sig ude af politik. Dog var der flere lejligheder under besættelsen, hvor kongen var direkte inde i den politiske beslutningsproces, men altid dækket ind af et solidt rigsdagsflertal.
Siden 1945 har regenterne holdt sig til de rettigheder, en konstitutionel monark i et demokrati ifølge den engelske forfatningsteoretiker Walter Bagehot har over for regeringen: 'retten til at blive konsulteret, retten til at opmuntre og retten til at advare'.
De har fortsat haft stærke personlige holdninger, men disse er normalt ikke nået uden for slottets tykke mure. Dog er der eksempler på politisk indblanden fra kongehusets side.
Skal træde varsomt
Kronprins Frederiks medlemskab af Den Internationale Olympiske Komité kan synes som en oplagt post for en sportsinteresseret tronarving, og medlemskabet her vil sikkert være en lærerig erfaring for en kommende konge, ligesom det vil bidrage til at slå Danmarks navn fast internationalt. Men det har også vakt kritik, for både OL og deres komité er nemlig højpolitiserede.
Det kræver derfor ekstremt gode rådgivere og betydelig politisk fingerspidsfornemmelse, hvis Kronprinsen skal begå sig her uden at blive blandet ind i politiske forhold, og han har heller ikke helt kunnet undgå det.
Man kan her frygte, at for mange flere tilfælde, hvor han her vil blive forbundet med kontroversielle beslutninger med betydelig politisk rækkevidde, ville kunne blive til skade for hans fremtidige renommé.
Dronning Margrethe har i sine nytårstaler vist, at hun er i stand til at tale om væsentlige, almenmenneskelige forhold uden at blive opfattet som politisk. Tværtimod har hun i sin snart 50 år lange regeringstid omhyggeligt undgået at blande sig i politik.
Derfor er det svært at forstå, at hun med sin klimaudtalelse i dén grad overtrådte grænsen til det politiske. Men så længe denne udtalelse blot er en enlig svale, vil monarkiets position næppe lide skade.
Den brede og hjertelige opbakning på hendes runde fødselsdag tyder i hvert fald ikke på det.
