Det er 15 år siden, at Dronning Margrethe og kunstneren Bjørn Nørgaard først begyndte snakken om, hvordan monarkens gravmæle skulle se ud for eftertiden.

Nu er de sidste dele til glassarkofagen leveret fra glasstøberiet Lhotsky Studio i Tjekkiet, hvor det monumentale mindesmærke er kreeret, og dronningens gravplads er således særdeles tæt på at være færdig.

Det oplyser administrationsleder ved Roskilde Domsogn, Lars Bang Petersen, til BT.

Han fortæller, at de sidste leverancer til gravmælet kom onsdag og torsdag i sidste uge og inkluderede henholdsvis sarkofagens tonstunge glaspartier og den bronzestøbning, der skal pryde sarkofagens top.

Den unikke last gemt i store trækasser blev transporteret med lastbil til Danmarks verdenskendte katedral, hvorefter den med kran blev løftet ind i kirken. Kun hovedindgangen, domkirkens imponerende bronzedøre kendt som ‘Kongeporten,’ var stor nok til, at kasserne med de kostbare glas kunne komme ind.

Sådan så det ud, da trækasserne med sarkofagen ankom til Roskilde Domkirke i onsdags.
Sådan så det ud, da trækasserne med sarkofagen ankom til Roskilde Domkirke i onsdags.
Vis mere

»Vi har måttet lukke kirken nogle gange i forbindelse med arbejdet. Vi har dækket gulvet af derinde, for at arbejdet ikke skulle skade resten af kirken. Der har kørt en gaffeltruck derinde, og det er også med den, at man fik de tonstunge kasser med glaspartierne på plads,« siger Lars Bang Petersen, der fortæller, at der nu lægges sidste hånd på opførelsen af gravmælet.

»Det er svært at sige præcis, hvornår det er færdigt. Oprindeligt skulle det have været færdigt ved udgangen af 2017. Der skal stadig lægges gulv inde i kapellet, men der mangler ikke meget nu. Vi taler ikke ligefrem år. Det er meget tæt på nu.«

Hemmelighedskræmmeri

I 2009 blev en skalamodel af sarkofagen i størrelsesordenen en til ti udført og efterfølgende udstillet i Sankt Birgittas Kapel i Roskilde Domkirke, hvor dronningens jordiske rester kommer til at ligge.

Men efter at opførelsen af gravmælet, der hviler på tre søjler udført i dansk granit, færøsk basalt og grønlandsk marmor, gik i gang, har kapellet været spærret af for offentligheden, og byggeriet er således sket under stor hemmelighedskræmmeri.

»Ingen får lov til at kigge. Der er bygget en væg op foran kapellet, og der må eksempelvis ikke tages billeder, og meget få af kirkens ansatte har haft adgang til kapellet,« siger Lars Bang Petersen.

Den snart 78-årige regent, der har fødselsdag på mandag, kommer til at ligge alene i krypten under sarkofagen, da hendes nu afdøde mand, prins Henrik, valgte at blive bisat. Det var ellers oprindeligt planen, at ægteparret skulle stedes til hvile samme sted. Sarkofagen bliver dog ikke lavet om til trods for at Dronningen skal ligge alene under den.