Det kan godt være, at prins Harry og hertuginde Meghan ikke er voldsomt populære i Storbritannien eller hos den britiske kongefamilie.

Men det omvendte er heller ikke tilfældet. I et nyt interview lægger hertuginde Meghan bestemt ikke skjul på sin foragt for sin mands familie.

Faktisk benytter den 41-årige hertuginde endnu en lejlighed til at lange ud efter sin kongelige svigerfamilie, som hun ikke mener har behandlet hverken hende eller hendes mand, prins Harry, særlig pænt.

Ifølge hertuginden er hun og prins Harry glade for at have forladt landet, da de tilsyneladende generede den kongelige families 'dynamik i hierarkiet bare ved at eksistere', fortæller Meghan Markle i  interviewet, der blev bragt i bladet The Cut, som er en del af New York Magazine. Det skriver Daily Mail.

Meghan og Harry i 2018, da de stadig var en del af kongehuset.
Meghan og Harry i 2018, da de stadig var en del af kongehuset. Foto: TOLGA AKMEN
Vis mere

Faktisk var parret blevet så trætte af stemningen i den kongelige familie, at de med glæde ville flytte til et andet land i Commonwealth – herunder for eksempel Canada, New Zealand eller Sydafrika.

I interviewet kommer det også frem, at Meghan og Harry føler sig forskelsbehandlet, da de ikke fik lov til at være kongelige på deltid, som de havde ønsket.

Hertuginden påpeger nemlig, at hun sagtens kan pege på en håndfuld af andre kongelige, der har fået lov at få netop de vilkår, som hun og Harry ønskede.

»Men af en eller anden årsag var det ikke noget, som vi kunne få lov til, selv om flere andre medlemmer af den kongelige familie havde fået lov til netop det,« fortæller Meghan, der også kommer ind på, hvor slemt forholdet mellem hendes mand og den kongelige familie er blevet:

Prins Harry og Meghan i juni 2022.
Prins Harry og Meghan i juni 2022. Foto: Albert Nieboer
Vis mere

»Harry sagde til mig: 'Jeg har mistet min far i denne proces', forklarer hun.

Det opsigtsvækkende interview er blevet udgivet kun nogle dage efter, at Meghan lancerede sin podcast, hvor hun også fortalte, hvordan hun følte sig presset af den kongelige familie.

Desuden kommer interviewet kun få dage før et planlagt besøg i England, hvor de blandt andet skal deltage i en konference for unge ledere i Manchester samt besøge London.

Undervejs har der været spekuleret i, om parret også ville besøge den aldrende dronning Elizabeth, der i disse uger befinder sig på slottet Balmoral i Skotland, men angiveligt har hertugparret aflyst dette besøg, da de ikke kan få stillet politi til rådighed – en strid, som parret har haft med de britiske myndigheder gennem noget tid.

Harry og Meghan bor nu i Montecito i Californien i USA i en kæmpe villa, som de købte for over 14 millioner dollar. De har børnene Archi og Lillibet.

Sammen driver de fonden Archewell.