Hertuginde Meghan og prins Harry er fredag blevet forældre til deres andet barn.

Pigen har fået navnet Lilibet 'Lili' Diana Mountbatten-Windsor, lyder det i en pressemeddelelse fra parret.

»Det er med stor glæde, at prins Harry og Meghan, hertug og hertuginde af Sussex, byder deres datter, Lilibet 'Lili' Diana Mountbatten-Windsor, velkommen til verden. Lili blev født fredag 4. juni klokken 11.40 i gode hænder hos læger og personale på Santa Barbara Cottage Hospital i Santa Barbara, Californien,« lyder det.

Både mor og datter er sunde og raske og er kommet hjem til parrets palæ i Californien, hvor de er ved at finde sig til rette.

»Lili er opkaldt efter sin oldemor, Hendes Majestæt Dronningen, hvis kælenavn er Lilibet. Hendes mellemnavn, Diana, blev valgt for at ære hende elskede afdøde bedstemor, prinsessen af Wales.«

Parret er i forvejen forældre til Archie Harrison Mountbatten-Windsor, der kom til verden 6. maj 2019.

At Lilibet har fået sit mellemnavn fra prins Harrys afdøde mor, prinsesse Diana, kommer nok ikke som en overraskelse for særlig mange. Men at den lille pige har fået dronning Elizabeths kælenavn som sit fornavn er anderledes opsigtsvækkende.

Prins Harry og hertuginde Meghan valgte sidste år at træde tilbage fra det britiske kongehus og flytte til USA for at leve et helt nyt liv. Siden har de ved flere lejligheder langet ud efter kongehuset.

Ikke mindst i det meget omtalte interview med talkshowdronningen Oprah Winfrey, hvor de blandt andet beskylder det britiske kongehus for at være racistisk.

I interviewet siger hertuginden direkte, at kongehuset før fødslen af Archie var bekymret for, hvilken hudfarve han ville få, og at det var derfor, at han ikke fik titlen 'prins'.

Herudover afslørede hun, at hendes svigerinde hertuginde Kate fik hende til at græde på hendes bryllupsdag.

Siden er der blevet rapporteret om iskold luft i den royale familie. Men alligevel ikke koldere end, at prins Harry og hertuginde Meghans datter er blevet opkaldt efter sin oldemor.

Offentligt brugte dronning Elizabeth senest navnet Lilibet, da hun underskrev og lagde et håndskrevet brev på sin mands, prins Philips, kiste, da han blev begravet i april.