Prins Harry og hertuginde Meghan venter deres første barn. Det oplyser det britiske kongehus.

»De kongelige højheder er meget glade for at kunne meddele, at hertuginden af Sussex venter barn i foråret 2019,« siger en talsmand fra kongehuset.

»Parret sætter stor pris på al den støtte, de har modtaget fra folk over hele verden siden deres bryllup i maj, og er lykkelige over at kunne dele deres glade nyhed,« lyder det videre fra talsmanden.

I pressemeddelelsen oplyses det desuden, at dronningen og resten af familien blev informeret om nyheden i fredags.

Også hertuginde Meghans mor, Doria Ragland, har fået besked om datterens graviditet.

»Fru Doria Ragland er meget glad for de dejlige nyheder, og hun ser frem til at tage imod sit første barnebarn,« siger talsmanden.

Kongehuset vil dog ikke kommentere, om hertuginde Meghans kontroversielle far, Thomas Markle, er blevet orienteret.

34-årige prins Harry, den yngste søn af prins Charles og lady Diana, blev i maj gift med 37-årige Meghan ved et stort bryllup på Windsor Castle.

Ved den lejlighed valgte Meghans far under stor mediebevågenhed at udeblive - angiveligt pga. en operation i hjertet.

»Desværre vil min far ikke være til stede til brylluppet. Jeg har altid holdt af min far, og jeg håber, at han får den nødvendige plads til at fokusere på sit helbred,« udtalte Meghan ved den lejlighed.

Brylluppet blev fulgt af millioner af seere verden over, og over 100.000 mennesker var taget til Windsor for at følge vielsen og hylde parret.

Blandt de mere end 600 gæster, som overværede ceremonien, var en lang række fremtrædende og celebre briter og amerikanere.

Deriblandt skuespiller George Clooney og hans kone, advokaten Amal Clooney, fodboldspiller David Beckham og hustruen, designer Victoria Beckham, sangeren Elton John og talkshowvært Oprah Winfrey.

Meghan, der før vielsen bar efternavnet Markle, er tidligere skuespillerinde fra USA. Hun er blandt andet kendt fra tv-serien 'Suits'.

I den britiske arvefølge er prins Harry forholdsvis langt nede. Dronning Elizabeth efterfølges af sin søn, prins Charles.

Dernæst kommer prins Harrys storebror, prins William, og hans børn, prinsesse Charlotte, prins Louis og prins George.