For nogle er det måske den ultimative drøm at blive mor for første gang. Andre vil måske gerne være en del af en royal familie.

Skulle man være så heldig at opnå begge ting, så burde det hele nok – i nogle øjne – være fryd og gammen. Sådan er virkeligheden dog bare ikke altid.

Det fortalte hertuginde Kate onsdag under et besøg på Ely & Caerau Integrated Children's Centre i Cardiff, Wales, skriver Evening Standard.

Under besøget fortalte hertuginden af Cambridge, hvordan hun havde det i 2013, da hun fik sit første barn, prins George, med den britiske prins William.

I den periode havde prins William nattevagter som pilot i en af det britiske luftvåbens redningshelikoptere på den walisiske ø Anglesey i det nordlige Wales.

Den 38-årige hertuginde af Cambridge fortalte til de fremmødte, at hun ikke havde noget familie, som hun kunne snakke med, i nærheden, mens prins William arbejdede om natten.

»Det var det første år, og jeg havde lige fået George. William arbejdede stadigvæk med redningsarbejde, og vi kom herop, og jeg havde et lille bitte barn i midten af Anglesey,« sagde hertuginde Kate og fortsatte:

»Det var så isoleret, så afskåret.«

Den royale kongefamilie. Prins William og hertuginde Kate bagerst. Prins Louis sidder på sin fars arm, mens prins George og prinsesse Charlotte står forrest i billedet.
Den royale kongefamilie. Prins William og hertuginde Kate bagerst. Prins Louis sidder på sin fars arm, mens prins George og prinsesse Charlotte står forrest i billedet. Foto: Daniel LEAL-OLIVAS
Vis mere

Efter at parret fik deres søn i 2013, valgte den 37-årige prins William at forlade sit job i det britiske luftvåben, hvorefter familien flyttede til Norfolk i det østlige England.

Fra 2015 arbejdede prins William hos den flyvende ambulancetjeneste East Anglian Air Ambulance. Samme år fik prins William og hertuginde Kate deres andet barn, prinsesse Charlotte.

To år senere droppede prins William igen sit job, hvorefter familien rykkede til Kengsinton Palace i London, England. Året efter kom parrets tredje barn, prins Louis, til verden.

Hertuginde Kate og prins William blev gift i 2011.