Dronning Margrethe har efter sin rygoperation overladt rollen som regent til sin søn og søster, men nu er Dronningen snart på plads igen.

Det skriver Kongehuset i et opslag på de sociale medier.

'Søndag 16. april 2023 fylder Hendes Majestæt Dronningen 83 år. Hendes Majestæt og den kongelige familie vil i den anledning vise sig på balkonerne på Christian IX's Palæ på Amalienborg klokken 12.00.'

'Det forventes, at Dronningen samme dag vil genoptage sine funktioner som landets regent efter sin veloverståede rygoperation i februar,' lyder det.

Dronningen har dog stadig nogle pligter, som hun kommer til at uddelegere efter sin operation.

'Dronningens genoptræning går godt, men der vil fortsat være en række større opgaver, som Dronningen i de kommende måneder ikke kan gennemføre som planlagt. Dette informeres der om løbende,' lyder det.

B.T. har kontaktet Kongehuset for en kommentar til Dronningens videre forløb og helbred, men de henviser til opslaget på sociale medier.

Det bliver et større arrangement, når dronning Margrethe 16. april fejrer sin fødselsdag.

Dronning Margrethe ankommer til gallamiddag på Christiansborg Slot under fejringen af hendes 50-års regeringsjubilæum, søndag den 11. september 2022. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dronning Margrethe ankommer til gallamiddag på Christiansborg Slot under fejringen af hendes 50-års regeringsjubilæum, søndag den 11. september 2022. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

'Den Kongelige Livgarde vil på Hendes Majestæts fødselsdag være i røde gallauniformer, og klokken 11.50 vil Livgarden gennemføre et stort vagtskifte foran Christian VII's Palæ på Amalienborg,' skrives det i opslaget.

Og det er også første gang i fem år, at befolkningen kan se Dronningen på balkonen.

'Det er fem år siden, at Dronningen sidst lod sig fejre fra Amalienborgs balkon. På sin fødselsdag i 2019 og 2022 opholdt Dronningen sig på Marselisborg Slot i Aarhus, og under coronapandemien i henholdsvis 2020 og 2021 fejrede Dronningen fødselsdagen privat på grund af forsamlingsrestriktioner,' lyder det.

Dronningen måtte opereres, efter hendes problemer i ryggen var forværret.

»Gennem en længere periode har Hendes Majestæt været ramt af problemer med ryggen, og i den seneste tid er situationen forværret. Efter samråd med Rigshospitalets eksperter har Dronningen besluttet at gennemgå en større rygoperation,« lød det.

Derfor undergik Dronningen en operation 22. februar.

Dronning Margrethe påbegyndte sin genoptræning dagen efter, og det er ifølge Kongehusets kommunikationsafdeling gået godt.