14. januar abdicerer Dronningen, og Danmark får en ny konge.
Nu har kongehuset udgivet et program for tronskiftet, der blandt andet kommer til at indeholde en tale fra statsminister, Mette Frederiksen (S), med en mundtlig meddelelse fra den nye konge til Folketinget.
Det sker dagen efter tronskiftet 15. januar, hvor det nye kongepar besøger Folketinget og deltager i markeringen af tronskiftet. Efter statsministerens tale er der reception i Landtingssalen, hvor den kongelige familie også kommer til at deltage.
På dagen for tronskiftet 14. januar, er der flere begivenheder planlagt.
Klokken 13.35 vil Kronprinsparret og prins Christian køre i bil fra Frederik Vlll's Palæ, Amalienborg til Christiansborg Slot.
Få minutter senere vil Dronningen køre i karet fra Christian IX's Palæ, Amalienborg til Christiansborg Slot eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskadron.
Klokken 14.00 vil Dronningen, Kronprinsen og prins Christian deltage i statsrådet på Christiansborg Slot med regeringen.
Tronskiftet sker under mødet i Statsrådet i det øjeblik, hvor Dronningen har underskrevet en erklæring om sin abdikation.
Klokken 14.15 vil Dronningen køre i bil tilbage til Christian IX’s Palæ, Amalienborg.
Og 14.30 kommer det nye kongepar til at afholde kur for særligt indbudte på Christiansborg Slot.
En halv time senere vil den nye konge træde ud på balkonen, hvor statsministeren vil proklamere tronskiftet. Her kommer den nye konge til at tale og afslutter med valgsproget.
Klokken 15.10 følger en æressalut fra Batteriet Sixtus, hvor den nye konge bliver hyldet med 3x27 skud på Holmen i København.
I samme tidsrum vil kongeflaget på Christian IX's Palæ tages ned, og genrejses Frederik Vlll's Palæ på Amalienborg.
Efter proklamationen vil Kongeparret køre i karet, hvor de vil blive eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskadron fra Christiansborg Slot til Frederik VIII’s Palæ.
Klokken 17.00 vil der slutteligt være en overførsel af de kongelige faner fra Christian IX’s Palæ til Frederik VIII’s Palæ, Amalienborg.
Søndag den 21. januar vil der i anledning af tronskiftet videre være en festgudstjeneste i Aarhus Domkirke med repræsentanter for det officielle Danmark og repræsentanter fra Aarhus by.
Gudstjenesten skal ledes af kongehusets præst og biskop over Aarhus Stift, Henrik Wigh-Poulsen.