Dronning Margrethe holder sin nytårstale i Christian IXs palæ på Amalienborg.
Dronning Margrethe holder sin nytårstale i Christian IXs palæ på Amalienborg. Foto: Keld Navntoft

Her er Hendes Majestæt Dronningens nytårstale 2010 i fuld længde.

Nytårsaften er det skik at se tilbage på året, der gik. Selv kan jeg ikke

gøre det, uden først og fremmest at sige tak, når jeg mindes al den

venlighed og opmærksomhed, som jeg har modtaget, ikke mindst i

forbindelse med min 70-års-dag i april. Den dag har lagt et lys og en

glæde ind over hele året, som har varmet og rørt mig mere end jeg

kan sige. Det skete ikke blot her i København på selve dagen, men jeg

mødte det også rundt omkring i landet, hvor jeg end kom, alene eller

sammen med min familie, og det kom også til at præge vort besøg på

Færøerne.

Selvom vi alle hver især nok kan finde meget at glædes over i det

forløbne år, har det ikke desto mindre været et år præget af den

økonomiske krise, der har ramt verdenssamfundet og dermed også det

danske samfund.

Det er bekymrende, for mange har mistet deres arbejde, butikkerne

tjener færre penge, når kunderne har mindre at købe for, og krisens

globale omfang gør, at virksomhederne er ramt af mindre omsætning

både ude og hjemme.

Ikke desto mindre er Danmark blandt de nationer, som krisen har ramt

mindre hårdt.

Gennem krisen har det hjulpet os, at vi her i Danmark har haft

velstand og opsparing at tære på. Men det, vi har at stå imod med, er

ikke alene vores solide materielle rigdom. Vi er også rige på andre

måder. Vi har et grundfæstet fællesskab, som vi er stolte af. Det

går langt, langt tilbage i vor historie, tilbage til den frie forfatning;

ja, længere endnu, for Grundloven af 1849 kan netop ses som en

bekræftelse af et fællesskab, som allerede eksisterede.

Fællesskabet er en stærk kvalitet, som vi skal skønne på, og som vi

har brug for, når tiderne er mindre gunstige. Vi skal sammen bruge

vores idérigdom, vores flid og skaberkraft. Det er egenskaber vi kan

trække på, når vi nu søger at vriste os helt ud af krisens greb.

Når vi ser, hvordan andre bliver stadig dygtigere, skal vi ikke lade os

skræmme af det, men lade det være en spore for os. Vi må ikke stille

os tilfreds med det, vi engang var dygtige til, men fortsat bruge den

blanding af individualisme og sammenhold, som har bragt os langt.

Kriser og vanskelige tider har Danmark kendt mange af i tidens løb,

men vi er sammen kommet igennem dem, og alle har været med.

Men er der i disse år tegn på, at vi er blevet mere egoistiske, at vi

er blevet tilbøjelige til først og fremmest at kræve ind og sikre os,

at vi hver især får det vi selv mener at have krav på? Er vi ved at

blive mistroiske overfor hinanden og tillægge hinanden mindre pæne

motiver?

Så er det ikke alene en økonomisk krise vi befinder os i, så er det vore

holdninger, der er ved at komme i skred. Det er en krise, der kommer

snigende og som kan forgifte vort forhold til hinanden. Så er vi ved at

sætte noget over styr, som kan være uopretteligt.

Den krise, der så at sige kan måles og vejes, som man kan sætte tal

på og tegne kurver over, er ikke nær så alvorlig, som hvis det er vore

værdier og holdninger, der vakler. Den økonomiske krise vi nu står i,

skal vi nok finde vej ud af på kortere eller længere sigt; men vi skal

ud af den med anstændigheden i behold og uden at sætte fællesskabet

over styr.

I løbet af det seneste par generationer har samfundet udviklet sig

sådan, at vi kan leve mere og mere trygt, både økonomisk og socialt.

Vi har vænnet os til frit at kunne vælge og vrage i stort som i småt.

Vi har fået det så godt, at vi næsten har glemt, at vore valg også har

konsekvenser, og at ikke alle livets vilkår kan vælges til eller fra.

Vi mennesker lever i gensidige afhængighedsforhold. Det gælder i

dag, som i går og til alle tider. Tidligere stod det måske mere klart,

dengang man levede i de små landsbysamfund, hvor mange opgaver

måtte løses i fællesskab, og da flere generationer ofte levede under

samme tag, og enhver havde sine opgaver at varetage over for

hinanden. Det var et afhængighedsforhold, der var tydeligt for enhver.

I dag har vi overladt til samfundet at klare mange af de forpligtelser,

som engang var hver enkelts opgave. Ofte går det så vidt, at vi helt

glemmer eller overser, at samfundet jo egentlig er os selv, og at det

slet ikke kan fungere, hvis vi ikke hver især gør en indsats og føler en

forpligtelse over for såvel vore nærmeste, som for dem vi ikke lige

løber på i det daglige.

Vi har opnået en frihed til at forme vort eget liv, som tidligere

generationer aldrig har kendt magen til, og det skal vi skønne på. Men

vi bør også huske, at ingen kan klare sig selv helt alene. Derfor skal

vi også passe på det samfund, som vi kender som en tryg ramme om

den enkeltes udfoldelse, og have øjne og ører og hjerte åbne for vore

medmennesker.

***

På årets sidste aften, hvor så mange samles med familie og venner,

skal vi ikke glemme dem, som må fejre nytår langt herfra. Særligt

tænker jeg på vore soldater i Afghanistan. De er sat på en opgave,

som er yderst vanskelig og farefuld, men de udfører den målrettet

og ansvarsbevidst og med stort mod. Både de og deres pårørende

herhjemme skal være i vore tanker i aften. Det kan være hårdt at sidde

hjemme, mens éns kæreste er langt væk i farefulde omgivelser. Fra

Kronprinsen, som kort før jul har besøgt vore soldater, ved jeg, at de

går til deres opgaver med både alvor og frimodighed, og at de er sig

bevidst, at de magter dem.

Ikke desto mindre har vores indsats i Afghanistan en høj pris:

adskillige unge danskere har mistet livet også i år. Lad os i

aften mindes dem og tænke på deres pårørende, deres venner og

kammerater, som nu sidder tilbage med savnet.

Nogle af vore soldater er vendt hjem hårdt sårede, og andre er psykisk

mærkede af deres oplevelser. For dem alle gælder det, at de har

fortjent al vor omsorg og anerkendelse. I efteråret havde jeg lejlighed

til at møde nogle af vore sårede soldater under deres genoptræning

på Rigshospitalet. De viser alle et livsmod og en utrolig vilje til at

overvinde deres handicap, som gjorde et stort indtryk på mig, og som

kun kan vække beundring.

Jeg sender mine nytårshilsner til alle danske mænd og kvinder,

der arbejder for vores sikkerhed og tryghed indenfor Forsvaret,

Beredskabet og Politiet. Jeg ønsker et godt nyt år for jer alle, hjemme

såvel som ude, hvor I end er.

Ved nytårstid går mine tanker som altid til de danske syd for grænsen.

De er en del af vort danske fællesskab. Det bånd er aldrig blevet brudt,

det er vi stolte over.

Hvert år er det en glæde for Prinsgemalen og mig at komme på besøg

rundt omkring i landet. I år gik turen også til Færøerne, og til sommer

planlægger vi et længere besøg i Grønland med Dannebrog. Det ser vi

meget hen til, og når jeg i aften sender mine nytårsønsker til Færøerne

og til Grønland, vil jeg samtidig takke for den tillid, der vises mig og

min familie såvel i Grønland som på Færøerne og for de varme bånd,

som jeg føler knytter os sammen.

For min familie og mig har 2010 været et godt år med mange glæder.

Nu ser vi frem til det nye år med stor forventning, ikke mindst til den

familieforøgelse, som vi venter i januar. Det varmer og glæder os alle

at mærke den hjertelige interesse, som møder os fra alle sider, hvor vi

end færdes.

***

I gode tider skal vi huske på, at medgang ikke er nogen selvfølge, og

at der altid er nogle, for hvem hverdagen kan være trang. Når tiderne

er dårlige, skal vi ikke glemme vort gode humør, og at et smil er med

til at bære os gennem hverdagen, også når den er grå.

Så lad os møde det nye år med fortrøstning, og lad os vise hinanden

tillid i stort som i småt.

Det skal være mit ønske for året 2011.

GUD BEVARE DANMARK


HVAD SYNES DU OM DRONNINGENS NYTÅRSTALE?
SKRIV DIN KOMMENTAR I BUNDEN AF ARTIKLEN...

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 9 kr.