Det er næppe gået nogens næse forbi, at britiske prins Andrew er anklaget for seksuel omgang med en mindreårig.

Det er nu 38-årige Virginia Giuffre, der anklager prinsen for at have haft sex med hende, mens hun efter amerikansk lov var mindreårig.

Virginia Giuffres advokater har længe forsøgt at stævne den britiske prins, men i ugevis er det lykkedes ham at gemme sig fra det amerikanske retssytem.

Og efter den første høring, hvor der blev sået tvivl om, hvorvidt prinsen var korrekt stævnet, har Virginia Giuffres advokater valgt at offentliggøre stævningen mod prinsen. Det skriver Sky News.

Her er brevet, der er blevet sendt til Prins Andrew.
Her er brevet, der er blevet sendt til Prins Andrew.
Vis mere

En amerikansk dommer har efter høringen beskyldt prinsen for aktivt at undgå stævningen.

Og i forlængelse heraf indvilligede højesteretten i London i at informere prisen om stævningen, såvidt det ikke lykkedes anklagerne selv.

Det er nu sket, og prinsens advokater har fået besked på, at de nu har syv dage til at appellere sagen.

Prins Andrew har – lige siden Virginia Giuffre indgav et civilt søgsmål mod ham – været indlogeret på forskellige britiske slotte.

Og eftersom prinsen havde instrueret sine sikkerhedsfolk i ikke at tage imod nogen retsdokumenter, lykkedes det ikke at aflevere stævningen fysisk til prinsen forud for hørringen.

En udvikling, der efterlod sagen på pause. Men som bevis på deres forsøg på at stævne prinsen valgte Virginia Giuffres advokater fredag at dele billeder af stævningen offentligt.

Tilbage i 2019 fortalte Virginia Giuffre, at hun som ung blev holdt som 'sexslave' af den afdøde dømte sexforbryder Jeffrey Epstein og hans partner Ghislaine Maxwell. Her fortalte hun også, at Epstein i sin tid tog hende med til London for at møde prinsen.

Virginia Giuffre anklager prinsen for at have haft sex med hende i London, i New York og på Jeffrey Epsteins private ø i Caribien, mens hun efter amerikansk lov var mindreårig og var blevet udsat for menneskehandel af Epstein.

Høringen natten til tirsdag var den første i sagen, siden Virginia Giuffre i sidste måned sagsøgte prinsen for at have tvunget hende til sex tre gange, da hun var 17 år.

Prins Andrew fastholder sin uskyld og er ikke blevet sigtet i sagen.

Prinsens forsvarsadvokat udtalte under høringen, at sagen ikke har gang på jord og potentielt er juridisk ugyldig.