Anden pinsedag løb Royal Run af stablen for femte gang.

Og som altid snørede de kongelige også løbeskoene til kronprins Frederiks fødselsdagsløb – og herunder kan du se, hvilke tider medlemmerne af den royale familie kom i mål på de forskellige distancer.

En mil

Kronprins Frederik løb hele tre gange.

Han startede med en mil i Aabenraa, som han luntede hjem i tiden 8 minutter og 13 sekunder.

Kronprinsesse Mary løb sin mil i Nyborg, og her krydsede hun målstregen efter 8 minutter og 19 sekunder.

Deres fire børn løb sammen familiemilen i København.

Hurtigst på de 1,6 kilometer var 12-årige prins Vincent, der tog sprinten til sidst og overhalede sin 17-årige storebror, prins Christian.

De to prinser kunne således komme i mål som henholdsvis nummer 2 og 3 i en tid omkring de bare 5 minutter.

12-årige prins Vincent, 17-årige prins Christian, 12-årige prinsesse Josephine og 16-årige prinsesse Isabella viste sammen deres medaljer frem fra familiemilen i København.
12-årige prins Vincent, 17-årige prins Christian, 12-årige prinsesse Josephine og 16-årige prinsesse Isabella viste sammen deres medaljer frem fra familiemilen i København. Foto: Anthon Unger
Vis mere

Prinsesse Josephine løb også familiemilen i mål – det gjorde hun på cirka 9 minutter.

Omtrent minuttet efter kunne hendes 16-årige storesøster, prinsesse Isabella, også krydse målstregen hjemme på Amalienborg.

Fem kilometer

Kronprins Frederiks andet løb stod i Herning, hvor det var fem kilometerdistancen, der skulle nedlægges – hvilket blev klaret i den imponerende tid af 24 minutter og 26 sekunder.

Det var ligeledes i underkanten af de 25 minutter, som Kronprinsens ældste arving, prins Christian, skulle bruge på at klare sine fem kilometer hjemme i København.

Her løb den 17-årige prins fra start med sin lillesøster prinsesse Josephine, men den 12-årige prinsesse skulle bruge omtrent ti minutter mere på at gennemføre de fem kilometer.

Prinsesse Josephine kunne således krydse målstregen hjemme på Amalienborg – i selskab med og iført matchende franske fletninger med veninden Ella, der er datter af skuespiller Jarl Friis-Mikkelsen – efter mindre end 35 minutter.

Kronprinsesse Mary havde forinden meldt ud, at hun ville gå sine fem kilometer.

Det gjorde hun i Nykøbing Falster, og den fem kilometers gåtur blev nedlagt på 1 time, 21 minutter og 53 sekunder.

Kronprins Frederik får overrakt den ene af sine tre medaljer for årets Royal Run.
Kronprins Frederik får overrakt den ene af sine tre medaljer for årets Royal Run. Foto: Anthon Unger
Vis mere

10 kilometer

Kronprins Frederiks sidste løb for dagen var den lange rute i København.

De 10 kilometer skulle kronprinsen blot bruge 53 minutter og 7 sekunder på at gennemføre.

Hans sønner var dog endnu hurtigere.

Prins Christian havde ligeledes sit tredje løb for dagen med de 10 sidste kilometer, og dem klarede han på omtrent 50 minutter.

Prins Vincent kom forinden løbet til at tale over sig og afsløre, at han også skulle løbe de 10 kilometer til finaleaftenen i København, og det klarede han hurtigst af alle kongelige.

Den 12-årige prins skulle nemlig kun bruge omtrent 47 minutter på sit andet og sidste løb for dagen.

»Ej, men du godeste! Men ham havde jeg også sat mine lommepenge på i dag,« lød kronprins Frederiks reaktion på sin yngste søns løbepræstation.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Marys løbetider er offentliggjort i Royal Run-appen. De kongelige børns tider er estimeret ud fra B.T.s livedækning af Royal Run, som du kan læse HER.