Alexandra er flyttet i luksus-lejlighed med magtfulde naboer og udsigt over Nyboder

Fra ejer til lejer. Men stadig med masser af plads. Grevinde Alexandra er flyttet til København i en herskabelig lejlighed på den mondæne Store Kongensgade, hvor hun skal bo sammen med sine to sønner Nikolai og Felix.

Selve flytningen skete ifølge Se og Hør torsdag i sidste uge på sankthansaftensdag. Ugebladet kan også fortælle, at grevindens nye hjem er på lidt mere end 300 kvadratmeter.

Alexandra er ved at flytte ind i denne smukke ejendom, men indtil videre står der kun ’Frederiksborg’ på dørklokken. Foto: Uffe Kongsted
Alexandra er ved at flytte ind i denne smukke ejendom, men indtil videre står der kun ’Frederiksborg’ på dørklokken. Foto: Uffe Kongsted Foto: Uffe Kongsted
Vis mere

Alexandras nye adresse er en af de mest eksklusive i landet, og ejendommen hun bor i ejes af en af landets største ejendomsmatadorer, Mikael Goldschmidt, der sidste år var på Børsens liste som indehaver af den 38. største formue i landet.

Hans personlige formue estimeres til at ligge på over to milliarder kroner, og Mikael Goldschmidt er ejer af en lang række eksklusive ejendomme og bebyggelser, fortrinsvis i København og den nordlige omegn, og ejer desuden også butikskæden Imerco samt en række Netto-butikker.

Fra den lejlighed Alexandra lejer af Goldschmidt i hans eksklusive boligkompleks, har den tidligere prinsesse nu fri udsigt over Christian D. 4.s gule boligkvarter Nyboder med Rosenborg Slot og Kongens Have i horisonten, men grevinden skilter ikke ligefrem med sin tilstedeværelse i de nye centrale omgivelser midt i kongens København. På dørtelefonen står der ikke Alexandra Christina Manley, men bare ’Frederiksborg’, hvilket er en diskret reference til titlen grevinde af Frederiksborg, som hun blev tildelt af dronning Margrethe, da Alexandra blev skilt fra prins Joachim i 2005.

Efter skilsmissen fra Joachim blev Alexandra gift med fotograf Martin Jørgensen i 2007, men heller ikke det ægteskab holdt i længden.

I september måned sidste år meddelte Alexandra, at parret var gået fra hinanden.

De boede sammen i en palævilla i Hellerup, nord for København, som Alexandra havde fået overdraget kvit og frit af eksmanden prins Joachim.

Efter bruddet med Martin Jørgensen solgte Alexandra den 350 kvadratmeter store villa dette forår. Den mere end 350 kvadratmeter store pragtvilla på Svanemøllevej i Hellerup blev solgt for 23 millioner kroner, og var på markedet i 55 dage.

Syv værelser

Efter salget fortalte Alexandra i et eksklusivt interview med BT, at hun nu var på udkig efter en midlertidig bolig, der skulle blive fundamentet for hendes nye liv efter bruddet med Jørgensen. Og det er så den, hun nu har fundet på Store Kongensgade i København.

Her har hun lejet den syv værelser store lejlighed med højt til loftet og egen balkon på tredje sal, hvor der er god plads til begge teenagedrenge, og hele storbyen er indenfor umiddelbar rækkevidde. Samtidig har grevinde Alexandra fint selskab til daglig i den palæagtige ejendom, hvor der udover en række store firmaer, bor en del pensionerede spidser indenfor erhvervsliv og bankverden.

BTINTERN - BT opgave Grevinde Alexandra nye lejlighed o store kongens gade 130 i kbh k
BTINTERN - BT opgave Grevinde Alexandra nye lejlighed o store kongens gade 130 i kbh k Foto: Uffe Kongsted
Vis mere

I samme opgang som grevinden bor William Thune Andersen, der er tidligere ambassadør og far til den tidligere topchef i Mærsk, Thomas Thune Andersen, der som nuværende Dong-formand er en af landets mest magtfulde erhvervsfolk. Hans ene søn, Michael Thune Andersen, bor ligeledes i den store ejendom.

På samme etage som Alexandra, ud mod Grønningen, bor Nils Bernstein, der udover stillingen som direktør for Danmarks Nationalbank, også har været departementschef både i Stats- og Finansministeriet.

Og i opgangen ved siden af bor Bodil Nyboe Andersen, der i sin tid blev afløst af Bernstein som øverste chef i Nationalbanken.

Alexandras nye hjem ligger lige overfor Kastellet og Churchillparken, og når familien skal besøge Felix og Nikolais farmor, dronning Margrethe, er der mindre end tre kilometer til Amalienborg, hvis man tager den smukke tur over Langelinie.