Her bliver kong Frederik rørt: 'En vigtig brik i min opvækst'
Dronning Ingrid var en vigtig person i kong Frederiks barndom. Det understreger han selv i en ny video fra kongehuset.

Dronning Ingrid var en vigtig person i kong Frederiks barndom. Det understreger han selv i en ny video fra kongehuset.

Hun var en god støtte og en mentor. En læremester i helt klassisk forstand.
Sådan beskriver kong Frederik selv sin mormor, dronning Ingrid.
Fredag 25. september bliver det første officielle malede portræt af kong Frederik afsløret på Frederiksborg Slot.
Her kommer hans portræt til at hænge ved siden af portrætter af sin mor, dronning Margrethe, hans morfar, Frederik 9., og en lang række andre kongelige.
I den anledning har han besøgt Riddersalen på Frederiksborg Slot, hvor portrættet skal hænge, sammen med portrætsamlingens redaktør, Tore Leifer.
Videoen fra besøget ligger nu på Kongehusets hjemmeside.
Her kan man se, at de på et tidspunkt kommer forbi to buster af kong Frederik 9. og dronning Ingrid.
Og det får Tore Leifer til at spørge kongen om hans forhold til hans mormor.
»Jamen, hun levede i mange år efter ham (kong Frederik 9., red.) og var en virkelig god støtte og mentor i mit unge liv. Og også i voksenlivet,« lyder det fra kongen.
Han beskriver også, hvordan det var, dronningen hjalp ham.
»Primært gennem min mormors væsen, som var meget mere assisterende. En form for læremester i den helt klassiske forstand,« siger han.
Meget tyder dog på, at det ikke nødvendigvis var ved at give ham konkrete svar, at hun hjalp ham, men snarere i hendes måde at være på.
For kong Frederik forklarer hendes indflydelse sådan:
»Man får aldrig svar på det, man spørger om. Men man får svar gennem den person, man spørger til.«
»Det kunne hun om nogen. I hvert fald med mig.«
»Det var et vigtigt fundament. En vigtig brik i min opvækst. At hun var der,« fortæller kongen, som bliver tydeligt rørt over mindet om dronning Ingrid.
Selv understreger kong Frederik, at han føler sig »meget ydmyg« over, at hans billede nu skal hænge i Riddersalen.
Det nye portræt af kongen er skabt af billedkunstner Cathrine Raben Davidsen.
Fra og med 28. september vil portrættet også kunne ses af publikum.