Det er ikke altid lykken at være født til en bestemt skæbne. Heller ikke selvom man skal være monark. Det forklarede en ærlig hollandsk kronprins i sine unge dage i et interview, der aldrig så dagens lys.
Men nu – 25 år efter – er passager af interviewet med Willem-Alexander, der har været konge af Holland siden 2013, blevet offentliggjort. Og det har vakt opsigt.
I interviewet fortalte den dengang unge kronprins, at han bestemt ikke så frem til at blive konge:
»Nej, bestemt ikke,« lød det dengang fra den 28-årige kronprins til NRC Handelsblad, der også skriver om interviewet nu.

I interviewet fortæller den dengang kommende konge, hvordan han fandt det hårdt at være en del af monarkiet:
»Det slipper dig aldrig. Du er altid på arbejde. Fra det øjeblik, du træder ind i det, og til du ikke længere er der. Du er på 24 timer i døgnet, 365 dage om året,« forklarede kronprinsen og fortsatte:
»Man forsøger altid at gøre det så godt, som man kan, men man tænker altid: 'Gør jeg det rigtigt? Skal jeg ikke tage mig af, hvad folk siger – eller burde jeg tage kritikken til mig og ændre min tilgang?' Det er for mig det svære.«
I interviewet var den kommende konge heller ikke bekymret for at lufte sine overvejelser om monarkiets fremtid i forhold til, hvis man i fremtiden ville se et samlet Europa.
»Jeg ser ikke, at Europa er der endnu. Chancerne for, at folk fra så mange forskellige kulturelle baggrunde kan blive en politisk-social kulturel enhed... Når man er i New York eller Los Angeles, så møder man de samme amerikaner begge steder. Men forskellen på Amsterdam og Napoli er stor,« sagde han.
Desuden afslørede han også, at han ikke er en særlig flittig kirkegænger.
Interviewet er kommet frem i forbindelse med, at den tidligere chefredaktør for NRC Handelsblad John Kroon har skrevet en bog, hvori han har valgt at citere fra interviewet.
Interviewet blev aldrig bragt tilbage i 1995, da Willem-Alexanders mor, den daværende monark dronning Beatrix, ville have fjernet flere passager fra artiklen.
Det ville bladet ikke imødekomme, og derfor valgte man helt at droppe interviewet.
Men i forbindelse med tilblivelsen af bogen fandt Kroon en udskrift af interviewet og valgte altså at medtage passager fra det.