Hele den kongelige familie dukkede op - men én manglede
Mandag indledte kongefamilien sin årlige ferie på Gråsten Slot. Og der var næsten fuldt hus, da kongeparret ankom til det sønderjyske.

Mandag indledte kongefamilien sin årlige ferie på Gråsten Slot. Og der var næsten fuldt hus, da kongeparret ankom til det sønderjyske.

Det var sidste dag på kontoret, da kong Frederik fredag tog imod Kinas udenrigsminister Wang Yi på Amalienborg.
Mandag tog dronning Mary og kong Frederik så med fuld musik hul på årets sommerferie, der begynder med et ophold på slottet i Gråsten.
Kongeparret blev officielt modtaget på Gråsten Torv, hvor både byens borgmester, borgere og turister stod klar til at tage imod.
»Det er tredje gang, at kongeparret har sommerophold i Gråsten. Jeg håber, at vi igen i år kan give dem en god start på opholdet,« sagde borgmester Erik Lauritzen til Billedbladet.

Sidste år deltog både prinsesse Isabella og prins Vincent under modtagelsen, men i år var det ikke på forhånd meldt ud, om Mary og Frederik ville ankomme til slottet alene eller om de ville få selskab af deres børn.
Derfor var det en overraskelse for de fremmødte, da bilen stoppede på det sønderjyske torv, og det ikke kun var Mary og Frederik, der steg ud.

Med sig havde de også kronprins Christian, prins Vincent og prinsesse Josephine.
Prinsesse Isabella var derimod ikke at se, men mon ikke hun stadig er travlt optaget af studenterfester?

Til gengæld kunne den sønderjyske borgmester i sin tale fortælle, at både dronning Margrethe og hendes søster prinsesse Benedikte i løbet af sommeren vil komme forbi slottet.
Efter taler fra både borgmesteren og kongen, gav hele den royale familie sig tid til at skrive i studenterhuer, trykke hænder og tage selfies med de mange fremmødte, før de trodsede regnen og traditionen tro gik fra byens torv til Graasten Slot.