Blot et døgn efter, at rygterne begyndte at svirre, er de nu blevet bekræftet.

Den britiske prins Harry, hans hustru - hertuginde Meghan - og deres lille søn har valgt at bryde med traditionen: I stedet for at fejre jul med Dronningen, vil de fejre juledagene i USA.

Det bekræfter en talsperson for parret til Sky News og flere andre britiske medier.

»Efter at have tilbragt de seneste to julehøjtider ved Sandringham (dronning Elizabeths slot i Norfolk, red.), vil de kongelige højheder tilbringe julen i år - som en ny familie - med hertugindens mor, Doria Ragland,« lyder det i en udtalelse fra parrets talsperson.

Det oplyses ikke, hvor Harry, Meghan og deres lille søn Archie helt præcist skal tilbringe julen, men det menes, at der er tale om Californien, da det er der, Meghans mor bor.

Ifølge Sky News oplyser talspersonen, at Dronningen - der er Harrys bedstemor - støtter beslutningen.

Det er heller ikke fordi, det er usædvanligt for medlemmer af den britiske kongefamilie at bryde med juletraditionen på Sandringham, skriver Harpers Bazaar.

Harrys storebror - prins William - og hans hustru, hertuginde Kate, valgte over at springe julefejringen over i 2012, 2014 og 2016.

Det var torsdag, at en unavngiven kilde fortalte det britiske medie Mirror, at Harry, Meghan og Archie - der kom til verden i maj - ikke ville fejre julen med Dronningen.