Hvis du er så stor royalist, at du også følger med i vores nordiske naboers kongeriger, så har du måske undret dig over, hvor prinsesse Sofia er blevet af.

Den svenske prinsesse er normalt yderst aktiv på Instagram, hvor hun i tide og utide deler billeder med sine mange følgere.

Men nu er det efterhånden syv uger siden, at følgerne har kunnet se prinsessen optræde på profilen 'Prinseparret', som hun deler med sin mand, 42-årige prins Carl Philip.

Sidst, den 36-årige prinsesse Sofia var med på et billede på profilen, var helt tilbage i midten af august.

Her stod hun sammen med prins Carl Philip og deres tre børn i forbindelse med dåben af deres yngste søn, prins Julian.

Mange royale fans er begyndte at spekulere og undre sig over, hvor prinsesse Sofia er blevet af.

Ifølge Svensk Damtidning er der dog ikke noget at være bekymret over.

Der er nemlig en meget enkelt forklaring på, hvorfor prinsessen er gået under jorden.

Hun befinder sig blot derhjemme med parrets tre sønner, femårige Alexander, fireårige Gabriel og den seks måneder gamle Julian.

Og det er der overhovedet ikke noget opsigtsvækkende i, vurderer Caroline Vagle, der er kongehusekspert hos norske Se og Hør.

»Prinsesse Sofia har generelt vist sig i offentligheden langt sjældnere, end hun plejer, men det finder jeg ikke så underligt, da hun er på barsel,« siger hun til sit eget ugeblad og fortsætter:

»Med to små vilde drenge og en baby i huset har hun og Carl Philip nok at give sig til, ligesom alle andre småbørnsfamilier.«