Dronning Margrethes nærtstående 50-års jubilæum bliver selvfølgelig også markeret på Færøerne og i Grønland.

Her har man udsendt to helt særlige frimærker, som er lavet på en meget speciel måde.

Frimærkerne er blevet lavet af den norske frimærkegravør og illustrator Martin Mörck, der har skabt frimærkernes udtryk ud fra billeder, som fotograf Steen Brogaard har taget af majestæten til lejligheden.

Fremstillingen af de to specielle frimærker, der viser Dronningen ved henholdsvis en fjord med isfjelde i baggrunden og ved Magnuskatedralens ruin i bygden Kirkjubøur, har taget flere måneder.

Steen Brogaard tager billeder af Dronningen.
Steen Brogaard tager billeder af Dronningen. Foto: Kongehuset
Vis mere

Billederne af Dronningen i den færøske og grønlandske nationaldragt blev taget i foråret 2021.

Dernæst overtog Martin Mörck, der brugte måneder på først at skabe billedernes udtryk og dernæst at ridse de endelige motiver ind i stål i forholdet 1:1.

Teknikken, som han har brugt, går tilbage til højmiddelalderen, oplyser Kongehuset.

Frimærkerne, som du kan se nederst i artiklen, er udgivet af henholdsvis det grønlandske selvstyreejede teleselskab Tusass og det færøske postvæsen Posta.

Dronningen og den kongelige familie har gennem tiden været motiv på en række grønlandske og færøske frimærker, og derudover er særlige begivenheder i Kongehuset flere gange blevet markeret med udgivelsen af et frimærke i de to lande.

Frimærkerne kan købes fra 14. januar 2022.

Frimærkerne er langtfra de eneste genstande, der skal markere Dronningens jubilæum.

Nationalbanken har også markedet jubilæet ved udsendelsen af en erindringsmønt, der kan erhverves i tre udgaver: som en 500-krone-sølvmønt, en 20-krone, der kommer i almindelig cirkulation, og en 20-krone, hvor motivet står ekstra skarpt.

Desuden har Georg Jensen lavet et særligt smykke for at fejre majestæten.

'Jubilæumssmykket' i guld fortæller blandt andet historien om folkets kærlighed. Derudover er der på rammen 50 riller, som symboliserer regeringsperioden, og de øvrige bjælker tegner et M for Margrethe. Majestæten har fået overrakt en særudgave af 'Jubilæumssmykket', som er besat med brillanter.

Overskuddet af salget af 'Jubilæumssmykket' går til Dronning Margrethe og Prins Henriks fond, som støtter kulturelle, videnskabelige og sociale formål i form af konkrete projekter.

Donationen til fonden er Georg Jensens jubilæumsgave til Dronningen, skriver Kongehuset.