Hans far ville ofre alt for Sonja – nu stiller kong Haakon sig bag sin dronning
Analyse. Kritikken var til at tage og føle på tidligere på året, men kong Haakon har på sine få dage som konge vist, at han fremfor alt står bag sin familie.

Analyse. Kritikken var til at tage og føle på tidligere på året, men kong Haakon har på sine få dage som konge vist, at han fremfor alt står bag sin familie.

»Vores familie har erfaret vigtigheden af at stå sammen for at stå stærkt – både i os selv og for andre. Også i vanskelige tider,« lød det lørdag aften i kong Haakons første tale til sit folk.
Med ét slog han det fast med syvtommersøm, som måske for bare måneder siden havde været utænkeligt:
Der bliver ingen kong Haakon uden dronning Mette-Marit ved hans side.
Og det er der sandsynligvis en tydelig grund til, som skal findes i hans egen fars historie.
Debatten om tidligere kronprinsesse Mette-Marits rolle har været ophedet og hård. Mange mente ikke, at hun med et tidligere venskab med seksualforbryderen Jeffrey Epstein i bagagen var værdig som Norges dronning.
Reaktionerne har været heftige, og tallene tydelige. I marts viste en måling, at 46 procent af nordmændene ikke mente, at daværende kronprinsesse Mette-Marit skulle være dronning.

Men med først Mette-Marits forværrede lungesygdom og nu kong Haralds død er stemningen en anden i Norge. Sorgen over landets afdøde konge fylder.
Og kong Haakon benyttede da også sin første tale til at sige det klart: Han er ikke alene, han er en del af en kongefamilie.
»Vores sammenhold er en stor styrke i det arbejde, vi skal udføre for Norge. Efter kong Haralds lange og betydningsfulde regeringstid er det nu vores tur til at gå sammen ind i en ny tid. Dronning Mette-Marit og jeg ønsker at være til stede og lydhøre.«
Et klart og tydeligt 'vi', som blev suppleret af de familiefotos, man under den tv-transmitterede tale kunne se i baggrunden.

På ét af billederne var også Marius Borg Høiby. Han er en del af familien, og han hører til, signalerer kongen.
På samme måde så vi også, at Marius Borg Høiby var en del af et billedgalleri, kongehuset udsendte på Instagram søndag aften med kong Harald og hans børnebørn. Han var også med til at bære kong Haralds kiste tirsdag eftermiddag, og han vil være at finde ved kong Haralds begravelse.
Signalerne er ikke til at tage fejl af. Kong Haakon er urokkelig i sin støtte til sin familie, og det er heller ikke så underligt.
I det norske kongehus har man nemlig tradition for at prioritere familien – og kærligheden – højt, og måske endda lige så højt, hvis ikke højere, end pligten.

Kong Harald er blevet kendt som en konge, der legede på gulvet med sine børn. Var en nærværende far.
Selv mistede kong Harald sin mor som 17-årig, da kronprinsesse Märtha døde af kræft i 1954.
Senere i livet mødte kong Harald sin store kærlighed i den borgerlige Sonja Haraldsen. I ni år kæmpede de to for at få hinanden.
Der var stor modstand i både befolkningen, pressen og fra kong Haralds fra, kong Olav.

Norge var ikke klar til den slags, lød det. Og man frygtede, at et borgerligt ægteskab ville blive monarkiets endeligt.
Efter ni års kamp gjorde kronprins Harald det dog klart: Det er Sonja eller ingen.
Og så blev det Sonja.
Siden er både kong Haakon og prinsesse Märtha Louise vokset op med en støttende far, der stod bag dem, da de valgte ægtefæller, der i den grad vakte opsigt – og var fejlbarlige.
Kong Harald blev kendt som en varm konge, der omfavnede alle.
På samme måde står kong Haakon nu bag sin familie. Også selvom den har fået gevaldige ridser i lakken.
Meget tyder på, at han også har sit folk med sig i den beslutning. Røsterne i de norske medier har været alt andet end kritiske, og befolkningen er ikke der, hvor tiden er til at hænge sig i fortidens synder.
Kong Harald blev en folkets konge, højt elsket, selvom ingen kunne have forudset det, da han valgte sin borgerlige Sonja.
Kong Haakon har nu taget første skridt i sin fars store fodspor, og tiden vil vise, om han bliver belønnet for det.