Nogle gange, når han kigger på hende, ser han et helt andet ansigt end hendes. Men det skræmmer ham på ingen måde. Tværtimod.
»Jeg har minder om os sammen i Egypten. Hun var min dronning. Jeg var en farao,« har han forklaret. Ham, der lørdag bliver gift med prinsesse Märtha Louise. Durek Verrett. Eller Shaman Durek, som han kalder sig selv.
Ham, som helt bogstaveligt har sat Norge – og en god del af resten af verden – på den anden ende. Og som kritikere har kaldt alt fra en bedrager til en charlatan. Fra kvaksalver til manipulator.
»Racister,« kalder han sine kritikere.
Men hvem – og hvad – er han egentlig, 49-årige Durek Verrett, som blandt andet påstår, at han kan helbrede kræft og mener, at børn får det, fordi de ønsker det.
Som opfandt - og solgte i dyre domme - en medaljon, der kunne kurere covid-19.
Som er synsk, har været død og er genopstået. Kalder sig selv hybrid af en reptil fra det ydre rum, som er sendt til Jorden for at fjerne de begrænsninger, der forhindrer os mennesker i at være frie.
Udover selvfølgelig at have været en gudekonge i det gamle Egypten.
At besvare spørgsmålet om, hvem han er, er dog ikke helt simpelt. For i sine interviews fortæller Durek Verrett sjældent den samme historie.
Han er født 17. november 1974 i den californiske by Sacramento. Så langt så godt.
Ifølge blandt andet et interview i Vanity Fair voksede han dér op i et velhavende primært hvidt kvarter med en stenrig far, omgivet af privatfly, dyre biler og tjenere, som servicerede ham døgnet rundt.
Her lærte han at sidde og tale ordentligt, bære jakkesæt og attachémappe i skolen.
I andre interviews tilbragte han sin fattige barndom i industribyen Foster City og på Hawaii, talte pidgin engelsk og måtte ofte stå op midt om natten for at fange fisk, så familien kunne få mad på bordet.
Ligeledes er han kommet med divergerende historier om sine særlige evner. I nogle interviews var han tre år gammel. Andre fem. Ligesom han oprindelig beskrev sig selv som tredje generation shaman. Senere ændrede han det til sjette.
Alt sammen udsagn som hans egen mor har beskrevet som løgn og latin.
»Han manipulerer alle,« som moderen Veruschka Urquhart har udtalt i et eksklusivt interview med norsk Se og Hør. Som har kostet hende og ugebladet en sag på halsen for æreskrænkelse og krav om millionerstatning.
Ifølge Durek Verretts egne udsagn havde han i hvert fald allerede som lille synske evner og har beskrevet, hvordan han som barn faldt i trance, når den selvsamme mor spillede på tromme og forklarede planternes mysterier.
Og det var altså i de trancer, at hans forfædres ånder opsøgte ham og hviskede ham de hemmeligheder i ørerne, som han i dag har gjort til en velbetalt levevej, hvor et 1-1 møde med ham ifølge hans egen hjemmeside koster mellem 3.000 og 7.000 kroner.
»Jeg blev ført til smukke steder, hvor jeg var omgivet af bjerge og vand. Og dér mødte jeg forskellige typer mennesker. Nogle med menneskelige egenskaber, andre ikke,« som han i 2015 fortalte til det islandske magasin MAN om sine tidlige oplevelser med åndeverdenen.
»Jeg gennemgik meget lidelse som barn. Den lidelse har gjort mig til dén, jeg er i dag,« fortalte han videre.
Før shamanismen blev en levevej, skulle Durek Verrett dog lige igennem en kriminel fase, hvor han et par gange måtte i fængsel. Blandt andet for brandstiftelse, ligesom der er blevet anlagt sag mod ham for både mordtrusler og vold mod en ekskæreste.
Det var dog først, da han som 28-årig døde, at han for alvor begyndte at fokusere på sine skjulte kræfter.
Ånderne – der bragte ham til live igen – gjorde nemlig ifølge Vanity Fair klart for ham, at hvis han ønskede at blive helbredt, var han nødt til at begynde at bruge af sin omfattende sjæleviden i stedet for sin begrænsede hjerne.
Og så satte han i gang. Studerede alverdens religioner, ændrede navn fra Derek til Durek.
»For at afspejle min tyske herkomst,« som han har forklaret, selvom han også har sagt, at herkomsten var afrikansk/kreolsk og indisk/norsk.
Så ansatte han en stylist, startede et firma og tappede ind i 90ernes store interesse for det spirituelle og blev, takket være kendisser som blandt andet Hollywoodstjernen Gwyneth Paltrow, 'the it-guru'.
'Stjernernes shaman', som han blev beskrevet i medierne.
»Han har hjertets renhed. Blot ved at røre knoglerne i din arm kan han fortælle alt om dig. Han er på én og samme tid både menneskelig og overjordisk,« som Paltrow har beskrevet ham til The Times.
Rygter om Shaman Dureks evner var også nået helt til Norge, og prinsesse Märtha Louise – som har været interesseret i den spirituelle verden, siden hun var lille – vidste bare, at hun måtte møde ham.
Så i 2018 rejste hun til USA. Med det formål.
Som gengivet i utallige medier foregik deres første møde nogenlunde sådan her, da først hun havde ringet på hans dør, og han åbnede den:
Märtha Louise: 'Jeg har mødt dig før. Jeg kender dig allerede'.
Durek Verrett: 'Ja. Det var skæbnebestemt, at vi skulle mødes, før vi blev født'.
Med det refererede han selvfølgelig til deres fortid sammen i det gamle Egypten. Men at de hurtigt blev kærester – igen – var heller ingen overraskelse for ham.
For allerede da han var teenager, forudsagde hans mor, at han ville blive gift med en norsk prinsesse.
Trods sine synske evner havde Durek Verrett dog på ingen måde forudset, hvor voldsomt nyheden om parret ville blive modtaget i Norge.
Hvordan medierne ville grave i hans fortid, sætte spørgsmålstegn ved hans evner. Kalde ham – prinsessens tvillingeflamme – alverdens grimme ting.
Hvilket han selv mener udspringer af racisme og ignorance. En holdning, der bakkes op af hans tilkommende, som er chokeret over sine landsmænd. Og alle dem i resten af verden, der er med i det kritiske kor og mener, at ægteskabet er en skændsel for det norske kongehus.
»Det er ikke op til jer at vælge for mig eller dømme mig,« skrev hun blandt andet på sin Instagram-profil.
Far og mor har da også givet parret deres velsignelse. Og kong Harald insisterer på, at han er glad for sin kommende svigersøn.
»Han er sjov og vi griner meget,« har han sagt, men også medgivet, at der er visse ting, de to ikke er helt enige om. Og nok aldrig bliver.
I dag lørdag bliver den kontroversielle californiske shaman så officielt en del af det norske kongehus, når et storslået bryllup finder sted i Geirangerfjord i det vestlige Norge.
Når den tidligere farao og hans dronning efter 5.000 år genforenes i Guds åsyn.
»Märtha og jeg har redet mange storme af, men nu føler vi, at vi kan gøre alt sammen. Det har kun gjort os stærkere,« som Durek Verrett har sagt til Hello! Magazine. Som de i øvrigt for et ukendt millionbeløb har solgt de eksklusive bryllupsrettigheder til.
Men det er en helt anden historie.
Hør afsnittet af 'Kongehuset bag kulissen', hvor skandalerne i det norske kongehus er på tapetet: