Grevinde Alexandras mor, Christa Manley, er død. Hun blev 89 år.

Det bekræfter grevinde Alexandra over for B.T.

Den 5. januar sov Christa Manley stille ind om eftermiddagen i sit eget hjem i Wien.

Grevinde Alexandra og hendes to søstre var med hende, da hun tog sit sidste åndedræt. Grevindens søstre bor i Hongkong og London, men de nåede allesammen til Østrig.

»Jeg er lykkelig for, at mine søstre og jeg nåede at samles, på trods af at vi bor i forskellige dele af verden,« siger grevinde Alexandra til B.T.

Grevinde Alexandra og Christa Manley fotograferet sammen i København tilbage i 2018.
Grevinde Alexandra og Christa Manley fotograferet sammen i København tilbage i 2018.
Vis mere

Hun fortæller, at hendes mor var en livsglad kvinde.

»Hun elskede sin familie og sine venner og elskede at rejse. Hun havde en stor appetit på livet – og det blev givet videre til os,« siger hun og tilføjer:

»Så det er åbenlyst, at hun efterlader et stort tomrum i familien.«

I løbet af 2022 har grevinden besøgt sin mor flere gange, der efterhånden havde brug for en del hjælp for at få hverdagen til at hænge sammen.

Da Christa Manley fyldte 89 år i februar 2022, rejste grevinde Alexandra til Wien.

»Mine søstre og jeg var hos hende til stor glæde. Hun har det godt trods sin høje alder,« sagde hun dengang til B.T.

Under coronapandemien, i oktober 2020, besøgte Christa Manley grevinden i København, og udtrykte stor glæde ved gensynet med grev Nikolai og grev Felix.

»Det er vidunderligt,« sagde hun til Her & Nu.

Christa Manley boede i Wien i den sidste del af sit lange liv. For 12 år siden mistede hun sin mand, grevinde Alexandras far, Richard Manley, der blev 85 år gammel.

Da grev Felix blev konfirmeret, var Christa Manley selvfølgelig også inviteret med.
Da grev Felix blev konfirmeret, var Christa Manley selvfølgelig også inviteret med.
Vis mere

Fra 1995 til 2005 spillede parret en stor rolle i det danske kongehus som prins Joachims svigerforældre. De var ofte med til fester på Amalienborg og var velkendte ansigter på tv, i aviser og ugeblade.

Parret flyttede til Wien i 2008, efter at have boet i Danmark i en årrække. Hendes forældre boede her, da grevinde Alexandra var prinsesse og gift med prins Joachim, men også efter skilsmissen.

Faktisk boede Christa og Richard Manley på Schackenborg Slot, indtil prins Joachim og prinsesse Marie rykkede derned efter brylluppet i 2008.

Da grevinde Alexandra blev skilt fra Martin Jørgensen i 2015, rykkede Christa Manley også ind og hjalp blandt andet grevinde Alexandra med prinserne. Ikke mindst da de skulle flytte fra villaen på Svanemøllevej.

Det var en svær til for grevinden, og derfor betød morens hjælp alt for grevinde Alexandra.

Grevinden har tidligere talt meget varmt om moren, som hun kalder et 'meget velovervejet menneske'.

»I vores barndom var hun altid bevidst om, hvad hun gav videre til os. Hun var bosat langt fra sit hjemland, men gav os på andre måder indblik i sine rødder. Vi lærte tysk fra en tidlig alder, så vi kendte hendes modersmål og kunne kommunikere med vores familie i Østrig, fortalte grevinde Alexandra om sin opvækst i bogen 'Mit lykkelige land'.

»Menneskeligt fik jeg min seriøsitet fra min mor. Jeg lægger vægt på at have styr på tingene. Det er også fra hende, jeg har min beslutsomhed, og ligesom hende bruger jeg kræfter på, at folk omkring mig har det godt,« skrev grevinde Alexandra.

Christa Manley efterlader sig tre døtre og syv børnebørn. Herunder grev Nikolai og grev Felix.

Hun bisættes i slutningen af måneden I Wien, hvor hendes mand Richard Manley også er begravet