Grevinde Alexandras advokat har siden efteråret forsøgt at få hendes eksmand Martin Jørgensen til at møde i fogedretten.

Der ligger nemlig et gældsbrev på hele 5.448.750 kroner – penge han skylder grevinden, da han i 2015 underskrev gældsbrevet i forbindelse med deres skilsmisse. Det skriver Her&Nu.

Aftalen var, at Martin Jørgensen skulle afdrage på gælden.

Ifølge Her&Nu er det ikke sket, og nu – syv år efter underskriften – har grevinde Alexandra valgt at stævne ham.

Men det er svært at få Martin Jørgensen til at møde op, skriver mediet, der har fået aktindsigt i retsbogen.

Der har været retsmøder i både oktober, november og december, men han er ikke dukket op til et eneste af dem.

Årsagen skulle være, at indkaldelserne ikke har været forkyndt, og at han til ét af retsmøderne ikke kunne nå frem i tiden.

Gælden er i perioden vokset fra 5.448.750 kroner til 5.453.137,50 kroner.