Det er under to måneder siden, hun sprang ud som sangerinde, og med et udsolgt Comwell i Kolding forleden tog grevinde Alexandra hul på endnu en karriere.

Nu som foredragsholder.

I halvanden time talte grevinden foran de 650 forventningsfyldte sydjyder, der var mødt op til danmarkspremieren på hendes nye foredrag ‘Min lykkelige rejse’.

På menuen var blandt andet personlige historier fra livet på Schackenborg Slot, sjove episoder med prins Joachim, anekdoter om dronningen og besværet med at lære det drilske danske sprog.

Efter foredraget fortæller hun, at det var et skønt publikum, der tog imod hende.

»Jeg var lidt nervøs på forhånd, men jeg følte, at jeg var godt klædt på, og jeg har glædet mig til at fortælle,« siger Alexandra til Se & Hør.

Hun var dog en smule slået ud efter 11 timers flytur fra Tokyo, hvor hun havde været med sønnen prins Nikolai på modeltur.

Grevinden skal holde yderligere ni foredrag i ni forskellige byer i den kommende tid, og hun kan godt se frem til at lægge en god pose penge til siden.

De 650 tilhørere i Kolding betalte nemlig i gennemsnit 300 kroner per billet, hvilket giver Alexandra små 200.000 kroner for halvanden times arbejde. Og hvis de ni foredrag i det nye år ligeledes river fulde huse, kan hun se frem til godt to millioner kroner i billetindtægter.