Grevinde Alexandras første single, 'Wash Me Away', er allerede på udgivelsesdagen blevet den mest populære sang på iTunes i Danmark.

Sangen har fået en lunken anmeldelse af musikekspert Henrik Milling, men danskerne downloader sangen i så stor hast, at den har henvist Ava Max' 'Sweet but Psycho' og Lukas Grahams 'Love Someone' til anden- og tredjepladsen på listen over de sange, der downloades mest på iTunes i Danmark netop nu.

Grevinde Alexandra har indspillet nummeret til fordel for den svenske velgørenhedsorganisation Star For Life, der hjælper fattige og udsatte børn i det sydlige Afrika til at få en chance i livet.

»Jeg har altid godt kunnet lide at synge, og jeg har i lang tid godt kunnet tænke mig at afprøve mine evner,« siger grevinde Alexandra til Ritzau.

»Hvorfor skulle jeg ikke? Jeg bilder mig ikke ind, at jeg er professionel sangerinde - tværtimod - men jeg har dyrket noget, jeg virkelig synes er sjovt, og hvis jeg kan sprede lidt glæde og hjælpe andre ved at synge der, hvorfor så ikke?« siger hun om sin debut som sanger.

Grevinde Alexandra er bevidst om, at der nok vil være nogle, der ryster på hovedet af hende, men det tager ikke modet fra hende.

»Der er jo nok nogle, der vil sige: 'Vorherre bevares, hun kan ikke synge' eller 'hvad laver hun nu', men man har kun det her ene liv, og man skal leve det så godt, man kan,« siger grevinde Alexandra, der ikke er i tvivl om, at hun skal i studiet igen.

»Det er ikke min sidste sang, for jeg har virkelig elsket at lave den,« siger hun.

'Wash Me Away' er endnu ikke på Spotifys 'Denmark Top 50'-liste, ligesom man endnu ikke kan se, hvor mange der har hørt sangen på Spotify.