Der var reelt set ingen årsag til, at kongehuset gik ud og undskyldte på prins Nikolais vegne mandag, efter det kom frem, at han havde medvirket i en pressemeddelelse for biludlejningsfirmaet Sixt.

Prinsen var nemlig slet ikke klar over, at han blev gjort til reklamesøjle for firmaet. Det oplyser grevinde Alexandra via sin privatsekretær, Helle von Wildenrath Løvgreen, til B.T:

»De (Sixt, red.) spurgte, om de måtte tage et billede med prinsen, og forklarede, at de ville lægge det op på firmaets intranet, så medarbejderne kunne se det. Det sagde han ja til, og den tillid har de så misbrugt efterfølgende,« siger privatsekretæren og lægger vægt på, at der på ingen måder var tale om et samarbejde mellem prinsen og Sixt.

Mandag gik kongehusets kommunikationsafdeling ud og beklagede på prins Nikolais vegne, at han havde medvirket i pressemeddelelsen for Sixt. En handling, der går mod kongehusets retningslinjer.

Billedet fremgik i pressemeddelelsen, der blev offentliggjort på Sixts presseside på Mynewsdesk.dk fredag eftermiddag med teksten:

'Prins Nikolai har valgt bil på abonnement fra Sixt All-inclusive.'

Men det er efterfølgende blevet fjernet.

B.T. har tirsdag været i kontakt med kongehusets kommunikationsafdeling, der ikke ønsker at udtale sig mere om sagen.

Man henviser i stedet til mandagens udtalelse, der blandt andet lød.

'Kongelige markedsfører ikke virksomheder eller produkter,' lød det fra kongehusets kommunikationsafdeling, efter de blev konfronteret med reklamen.

I samme ombæring ønskede man heller ikke at uddybe, hvorvidt der havde været tale om en aftale eller ej.

Prins Nikolai modtager ikke apanage og har derfor blandt andet arbejdet som model. Senere på måneden skal han, som planlagt, gå modeshow i den japanske hovedstad, Tokyo, for Dior.

Tidligere på året forlod den 19-årige prins Hærens Sergentskole, og grevinde Alexandra udtalte i den forbindelse igennem sin sekretær, at han nu ville passe sin modelkarriere.

Det er foreløbigt ikke lykkedes for B.T. at få en kommentar fra Sixt.