Det kan godt være, at grevinde Alexandra mener, at en mand er 'nice to have' og ikke 'need to have'. Men der er situationer, hvor hun måske godt kunne have brugt en mand.

Som for eksempel da hun for nylig havde mus i sit hus i Charlottenlund. For der var gode råd dyre, fortæller hun i et interview med Alt for damerne.

Den 56-årige grevinde har været gift to gange og har lige så mange skilsmisser bag sig. Og egentlig har hun affundet sig med livet som single.

For selv om hun gerne vil opleve den store kærlighed igen, så er en mand ikke et 'must' i hendes liv, har hun fortalt tidligere.

Men lige den dag med musene havde det nu været rart, hvis hun ikke skulle stå med det alene, fortæller grevinden i interviewet.

Men nød lærer nøgen kvinde at spinde, som man siger, og grevinden besluttede sig for at forsøge at få styr på musene selv.

»Jeg gik til isenkræmmeren og købte musefælder, men det var godt nok nogle kloge mus. De fjernede rosinerne, uden at fælderne klappede. Til sidst måtte jeg ringe til musefangeren, eller hvad han hed, som kom og fik styr på det, ha ha.«

»Havde jeg haft en mand, ville jeg helt ærligt have fået ham til at klare de mus, men når man er alene, nytter det ikke noget at gå i baglås,« lyder det fra grevinde Alexandra, der tilføjer, at hun har lært at klare sig selv i en tidlig alder.

Og det er hun glad for, for hvis manden i hendes liv dukker op en dag, så ved hun, at hun kan klare alt selv – og så kan hun bare nyde hans selskab.

I interviewet kommer grevinde Alexandra også ind på, hvordan hun har det med de store omvæltninger, der er sket i hendes liv i 2020.

Hendes yngste søn, prins Felix, blev 18 år i sommer, hvilket samtidig betød, at hun modtog sine sidste årpenge fra staten.

Derudover er hun begyndt at arbejde igen – hos Bang & Olufsen – ligesom hun har måttet vænne sig til, at hendes ældste søn, prins Nikolai, er flyttet hjemmefra.

Men sidstnævnte har vist sig at være nemmere at håndtere end frygtet, indrømmer grevinde Alexandra. Hun fortæller, at hun har lært at værdsætte sig selv og nu nyder at være mere alene hjemme.