Grev Nikolai er ikke repræsenteret af hverken et eller to – men nu tre modelbureauer rundt om i verden.

Sight Management, der er et modelbureau i Barcelona, har delt nyheden om deres nye samarbejde med greven på deres Instagram-profil.

'Vi er stolte af at kunne præsentere, at grev Nikolai af Monpezat har valgt at indgå i vores familie,' skriver bureauet.

Grev Nikolai har også selv bekræftet nyheden ved at føje modelbureauet på sin liste over steder, han er repræsenteret, i sin biografi på Instagram.

Ud over det spanske Sight Management er grev Nikolai repræsenteret af danske Scoop Models og Elite Model World, der dækker London, Milano og Paris.

Dermed er Nikolai nu repræsenteret i de største europæiske modebyer.

Presserådgiver for grevinde Alexandra, Helle von Wildenrath Løvgreen, bekræfter over for B.T., at greven nu har startet samarbejdet med modelbureauet og fortæller, at grev Nikolai er startet hos Sight Management for at 'afsøge flere muligheder' inde for modebranchen.

Grev Nikolai kan nu satse endnu mere på karrieren som model.
Grev Nikolai kan nu satse endnu mere på karrieren som model. Foto: FRANCK ROBICHON
Vis mere

Til Vogue Scandinavia har greven tidligere fortalt, hvordan det var at skulle fortælle sin familie om, at han gerne ville være model.

»Ingen var imod det. Men selvfølgelig måtte jeg forklare mig – det ville jeg skulle uanset, hvad jeg laver,« fortalte han og forklarede yderligere:

»Hvis jeg fik et nyt job i hvilken som helst industri, eller da jeg begyndte på universitetet, skulle jeg også forklare det for min familie. Ikke på en dårlig måde eller noget.«

Grev Nikolai er ud over sin karriere som model stadig i gang med sin uddannelse på CBS.