Det var en stor nyhed, da den dengang 18-årige grev Nikolai i 2018 dukkede op på catwalken under London Fashion Week og sprang ud som model.

Nu fortæller grev Nikolai, hvordan aftalen med det store, britiske modehus Burberry var et virvar af følelser - for det faldt sammen med, at han mistede sin farfar, prins Henrik.

Det sker i andet afsnit af TV 2's nye tv-serie 'Nikolai', der gennem fire afsnit følger grevens liv og ser tilbage på nogle af hans oplevelser som en del af kongefamilien.

I 2018 var daværende prins Nikolai på vej på skiferie med sine venner, da han fik nyheden om, at hans farfar var syg, og han derfor hellere måtte blive hjemme.

Derefter kom pludselig et uventet tilbud - på et uheldigt tidspunkt.

»Skæbnen vil, at Burberry spørger, om jeg kunne komme til en casting i London og gå deres Burberry-show, hvis det var, hvilket var en utrolig mærkværdig følelse, at skulle være glad, men samtidig under virkelig tragiske omstændigheder.«

Grev Nikolai var med til prins Henriks bisættelse i Christiansborg Slotskirke den 20. februar 2018. Få dage inden havde han gået sit livs første modeshow. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

»For hvem kan tillade sig at gå og smile og være glad på egne vegne, når der er sorg i familien, og den sorg også bliver overvåget,« fortæller grev Nikolai i TV 2-programmet.

Casting, show og prins Henriks bisættelse endte med at ske inden for få dage, men i dag er grev Nikolai trods alt glad for, at han gjorde det og lykkedes med at deltage i det hele, forklarer han.

Det vakte i den grad opsigt, at en dansk prins dengang sprang ud som model, og det blev diskuteret i offentligheden, hvorvidt det nu var passende.

Siden har grev Nikolai dog holdt fast i sin modelkarriere, han har blandt andet været model for store brands som Dior og Cartier.