Nytårsaftensdag lagde han en teaser ud på Instagram i en såkaldt 'story'.
Nu løfter grev Nikolai yderligere sløret for, hvad han lavede på årets sidste dag med en forsinket nytårshilsen til sine følgere på det sociale medie.
I billed-serien, hvor han skriver, at han befandt sig ved sit barndomshjem - altså Schackenborg slot i Møgeltønder, kan man se, at han i løbet af dagen blandt andet var iført jagttøj og skød lerduer.
Der blev undervejs drukket champagne af mærket Pol Roger - et mærke, som Billed-Bladet påpeger, var den tidligere britiske premiereminister Winston Churchills favorit.
Og så vil især den yngre læser nok særligt bemærke, at grev Nikolai fejrede nytår med en luksus-version af drukspillet 'beer pong'.
Som navnet antyder, plejer man i spillet at kaste til måls med en bordtennisbold efter kopper fyldt med øl.
I grev Nikolais nytårsversion blev der i stedet kastet med bordtennisbolde efter fyldte champagneglas.
Se hvordan i billed-serien herunder:
26-årige grev Nikolai fik i sommer sin kandidatgrad i Economics and Business Administration Sales Management fra Copenhagen Business School.
Før jul kunne Billed Bladet afsløre, at han nu har fået job hos brancheorganisationen Dansk Industri, hvor han i deres ejendom-afdeling skal arbejde med kommercielle og datadrevne opgaver.
